På druk

Det er en ny idé i det københavnske, hvor alkoholen ellers ofte er flydt i rigt mål. Tag med på druktur og mød en slagter med mystiske guldklumper, fordrukne arbejdere på Christianshavn og en falsk fætter til den tyrkiske kejser.

Stadens gæstehus Store Lekkerbidsken

Vi starter på øverste, øverste, hylde i 1600-tallet, hvor byen København i 1650 oprettede et gæstehus ved Amagertorv. Byen ejede en stor, grundmuret bygning, der sammen med en række mindre ’våninger’ havde været udlejet til forskellige. Nu solgte man flere af de mindre bygninger fra, udvidede den største og udlejede den til Dorrethe Timmermand for 300 slettedaler. Hun blev den første chef for stadens fornemste hotel, der fik navnet Store Lekkerbidsken og havde byens våben anbragt over indgangen.

Store Lekkerbidsken blev indviet med maner af en større gruppe russere, der kom til byen som gesandtskab. De boede der fra maj 1665 og rejste igen 19. juli, hvorefter Dorrethe Timmermand sendte regeringen en regning på over 1800 rigsdaler. Det 11 mand store gesandtskab havde dagligt haft selskaber på op til 30 personer, hvor der blev konsumeret rigelige mængder rhinskvin, kanelakvavit, brændevin, o kirsebærvin. Det er måske ikke så underligt, at Dorrethe også måtte sætte for mere end 8 rigsdaler knuste og bortkomne glas på regningen.

I september 1669 fik Store Lekkerbidsken en helt særlig gæst: Johan Michael von Cigala, der var fætter til den tyrkiske kejser, skrev en avis i Hamborg. Cigala var dog blevet døbt og havde løskøbt mere end 300 kristne slaver, endvidere kaldte han sig vogter af den hellige grav, og nu ville han besøge København.

Her blev han modtaget med fuld honnør. Der blev stillet skildvagter ved hotellet og da Cigala var i audiens hos kong Frederik 3. på Rosenborg dannede livgarden espalier og de fornemste af ministrene var til stede. Cigala modtog en sølvfontæne af kongen og hoffet gjorde deres yderste for at sikre, at Cigalas ophold på Store Lekkerbidsken levede op til hans høje rang.

Madam Timmermann beværtede Cigala og hans selskab på adskillige personer heriblandt ’den sorte Monsieur Manuel og Tolken Signor Carelo’ refererede J.G. Burman Becker fra gehejmearkiverne i bogen Gjæstgivergaarde fra 1872.  Hver dag var der 12 retter mad og 6 fade med konfekt og frugt, hertil kom naturligvis lys og gæstehusets allerbedste senge og værelser. Cigala gav en middag for en række fremtrædende borgere og hoffolk, hvor der serveredes rhinskvin, akvavit, fremmed øl og puttet citronsaft i vinen. Drikkevarerne flød, og Cigala nød livet på kongens regning. 

Men en af gæsterne, generalmajor Ahlefeldt, blev mistænksom: Var denne tyrk den, han udgav sig for at være? Der var kommet forlydender fra England om, at han ikke havde rent mel i posen. Ahlefeldt konfronterede Cigala, der gik til kongen og forlangte oprejsning. I stedet blev han smidt ud af byen, og kongen mente senere at vide, at ’den foregivne Tyrk var en Jøde, der var blevet sat fast i Sachsen og ført til Wien.’

I 1682 blev gæstehuset solgt, da havde først Dorrethe og siden hendes søn Peter Jacobsen Timmermand været vært for de fineste gæster i byen – og enkelte bedragere i mere end 30 år.

De mystiske guldklumper på Halmtorvet

Lige bag volde ved Vesterport lå i flere hundrede år gæstgiveriet Knabstedaard. Det var en fin placering ved en af indgangene til byen og godt placeret på den plads, der dengang hed Halmtorvet, men som vi i dag kender som Rådhuspladsen. Knabstedgaard overlevede brandene i både 1728 og 1795 samt bombardementet i 1807. 

Louis Pio boede der ofte, men var træt af at blive vækket af fragtkuskene, der kørte vognene ind i hotellets gård. Peter Freuchen havde helt andre motiver end søvn for at komme der, og han fortalte ’hvor var der dog yndigt på Knabstedgaard, selvom man følte den fuldskæggede far og den stramtvenlige mor som en slags skærsild, man måtte igennem for at nå op i himlen til de to piger.’ Han havde nemlig et godt øje til den ene af husets døtre.

Men omkring 1907 var det slut. Knabstedgaard kom i hænderne på slagtermester Anders Jensen, der væltede både det og nabohusene for at opføre et hotel. Og han havde store ideer: Paladshotellet blev tegnet af Anton Rosen og kom til at koste næste 5 millioner at bygge og indrette. Den slags penge havde Anders Jensen trods alt ikke. Og det blev lidt af en gåde, hvor pengene kom fra, fortalte Helge Qvistorff i Gjæstgiveriets historie i Danmark.

Rygterne gik, at det var kronprins Frederik og hans kronprinsesse Lovisa, der investerede penge, hun havde arvet. De pæne borgere i København fandt det anstødeligt, men det blev også ved rygterne, for slagtermesteren selv blev ved med at hævde, at han finansierede byggeriet med nogle guldklumper. Som han havde fået af en ven. Der havde sendt dem fra Sydafrika. Mysteriet blev aldrig opklaret, men Anders Jensen fik sit hotel. Ved indvielsen var det muligt at deltage i en festsouper for fire kroner. For de penge fik man rigelig vin og en fin menu. Anders Jensen selv? Jan, han stak af fra festen og spiste tre stykker med rullepølse, frikadelle og kommenost siddende på køkkentrappen. Han skyllede ned med skibsøl.

Henne om hjørnet, nede i kælderen

Under Københavns middelalderlige rådhus oprettede kong Christoffer i 1443 en kælderbeværtning. Her skulle ’borgermestre og rådet nu herefter have … tysk øl og andet fremmed øl’, og de, der havde lyst til at hente i kander skulle have mulighed for at købe. Måske er det byens første take away?

Øllet var dog for længst en del af bybilledet, skrev Mogens Lebech i bogen ’Maa jeg be’ om en kælderbeværtning’. I 1254 pålagde roskildebispen fogeden og rådmændene i København at regulere varepriserne. Man måtte ikke længere sælge det tyske øl på slump, nej, i bispens by skulle der være faste mål og priser. Og en del af den indkomst, som bisperne hentede i byen, kom fra ølgælden, det vil sige den afgift på øl, som øltapperne skulle betale til påske og til Mikkelsdag. Beløbet var to øre pr. år, men kun hvis der var tale om det tyske øl. Det tyndere, danske øl var der ikke afgift på.

Efterhånden som byens huse gik fra at være i træ og bindingsværk til at være murede, så blev der flere kældre. Og appetitten på at sidde i en ølkælder var tilsyneladende enorm. Antallet skød i vejret, ligesom antallet af andre typer beværtninger også voksende. Alene Christianshavn har i sin 400-årige historie haft over 170 værtshuse. Dog ikke på én gang.

Blodkoppen og mælketoddyen

Kvarteret omkring Vandkunsten myldrede med både værts- og logihuse samt bordeller, så der var livligt både nat og dag. Kælderbeværtningerne var, ifølge Mogens Lebech, fra en tid hvor ’man ikke var så hysterisk med hensyn til hygiejnen, det tør vel nok siges’.

Han beskriver i bogen blandt andet kælderværtshuset Blodkoppen, der lå overfor det skumle logihus Holger Danske i Farvergade, der ses på billedet. Som flere andre steder var Blodkoppen egentlig hverken et værtshus eller et logihus. Det var en kælder, hvor der om natten blev rullet halmmåtter ud på gulvet, som gæsterne så sov på. Og det kunne nok være nødvendigt med et sted at sove rusen ud. For brændevinen var billig og drukkulturen intens.

Og nu er vi gået til bunds i både drikkeriet og klassesamfundet. For indtil 1917, hvor afgiften på brændevin blev 4-5 doblet, var den uhyre billig. I anden halvdel af 1800-tallet kostede en flaske omtrent 25 øre, og i gennemsnit drak mænd over 20 år 67 liter alkohol om året. Det medførte ikke kun helbredsproblemer, men også udbredt social nød og vold.

Snaps blandet med brændevin i en såkaldt mælketoddy fungerede nærmest som et af dagens måltider, skriver Anders Bjørn og Ove Bjørn Pedersen i bogen ’Alletiders værtshuse på Christianshavn’ og gengiver en beretning indleveret til Nationalmuseet i 1954: ’…der var flere steder på Christianshavn sådanne Toddy-stuer. Her var aabent fra Kl. 4-5 om Morgenen. Gæsterne kom ind i Snesevis, tog en Toddy, lagde 4 øre på Disken og gik.’

Da afgiften blev forhøjet, gik forbruget voldsomt ned. Værtshuslivet i København fortsatte, men også det er under ændring, omend ’Ingen kender dagen før værtshuset lukker’ som stamgæsten Arne på værtshuset Scala Bodega siger i bogen Bag de gule gardiner.

Dyk ned i Københavns historier – direkte i din indbakke

Er du interesseret i Københavns historie og byens udvikling? Med nyhedsbrevet "Bag om København" får du hver måned spændende artikler om byens kvarterer og historiske begivenheder. Vi giver dig inspiration til gode bøger, spændende arrangementer og bogkonkurrencer.

Tilmeld dig i dag og få byens historie leveret direkte i din indbakke.