På konditorens natbord

På Københavns Biblioteker er vi vant til at færdes blandt kollegaer og borgere, der læser meget; titler og ordspil og søde citater snor sig om vores tunger i en verden stor af ord, og vi bekræftes og forstærkes i vores kærlighed til litteratur. Men hvad fylder litteraturen for jer, der bruger de fleste af dagens timer på noget ganske andet? Med et nysgerrigt blik har vi inviteret os selv indenfor hos nogle af dem, der udmærker sig på hver deres særlige felt...

Marianne Stagetorn Kolos

...I denne måned er vi taget med hjem til indehaver af byens historiske konditori 'La Glace' for at blive klogere på, hvilke gode intentioner, der ligger på hendes natbord. For hvilken anden end byens flødeskumsdronning skal optræde i forårets udgave af natbordsføljetonen; måneden, hvor forårsforelskelserne og de varslede sommerbryllupper kalder på lagdelt kærlighed i køn pastel og altså... på en ægte konditor. 

Mon ikke netop Marianne Stagetorn Kolos natbord bugner af søde bryllupsscener og fyldige kærlighedsbrag? Eller modsat; bruger hun netop litteraturen til at stikke af fra de søde universer? 

"Hvilken tillid og hvilket skønt initiativ!"

Adspurgt, om hun vil deltage i vores artikel, begejstres hun heldigvis. For hun læser. Og hun lytter. Både jævnligt og ofte.

Hun er effektiv, arbejdsom og hurtig. Også i sin respons. Få men velvalgte ord følger hendes litteraturpræferencer og seneste gode læseminder. Fx. kvitterer hun kvikt: "Hvilken kvinde!", da hun skal opsummere Anne Lise Marstrand-Jørgensens 'Margrethe I'. Formentligt rettet mod Dronningen, selvom det samme kunne siges om forfatteren. Stine Pilgaards 'Meter i sekundet' har også fanget Marianne. Både selve historien men især grebet med brevkasserne. Og meget lig Mariannes egen metier har også 'Den lille café i København' af britiske Julie Caplin fundet vej til kagedronningens natbord. 

Men de værker, der ubetinget har gjort størst indtryk på Marianne, er triologien af Ken Follett med 'Giganternes Fald', 'Verdens Vinter' og 'På kanten af evigheden': "Denne fantastiske historie er mere aktuel end nogensinde før. Fred i Europa er yderst vigtigt. Alt andet er katastrofalt." 

 

Med tanke på de uhyggelige referencer, vi desværre har med os i øjeblikket, er det måske netop Mariannes greb, vi har brug for. Hun har barikaderet sig med ingen anden end en animeret bjørn ved sin side, når dagen går på hæld; A. A. Milnes' 'Peter Plys'.

Som hun siger: "Lige nu (gen)læser jeg Peter Plys, når jeg trænger til at falde til ro. De skønne citater og umiddelbare historier er altid gode for sindet." Det er hermed givet videre til jer, der også godt kunne nyde godt af dette milde, kloge univers.

Som den næste skal det schweiziske stjerneskud Christian Kracht gøre Marianne selskab med sin seneste roman om den nedarvede skam og skyld, der følger sønnen af en nazistisk kvinde i Tyskland; 'Eurotrash'. Frisk fra trykken og ganske velanmeldt.

Tak Marianne Stagetorn Kolos for dit inspirerende bidrag!   

Af Klaus Møller d. 25. august 1991
Af Klaus Møller d. 25. august 1991
21.03.22