Fjeld med indbygget skrue
Rundetaarn: I den aktuelle oprulning af Danmarks fortid som kolonimagt titter Rundetaarn frem i en overraskende rolle. To unge grønlændere, der blev sendt til landet i 1720’erne, mødte nemlig tårnet som et genkendeligt indslag midt i alt det fremmede.
Af Rasmus Agertoft, Rundetaarn
Ude på det åbne hav er der intet fjeld. Det måtte de to unge grønlændere Pôq og Qiperoq konstatere, da de i 1724 drog ud på den lange og højst usædvanlige rejse fra de hjemlige kyster til det ukendte Danmark. Hvis man skal tro den trommesang, den ene senere skrev om turen, klatrede han ligefrem op i skibets mast for at kigge efter land og fjelde. Men lige meget hjalp det.
Overraskende nok fandt han præcis, hvad han søgte, da han ankom til København. Her lå nemlig det, han i sangen kalder ”det menneskegjorte fjeld”, og det besteg han og hans kammerat gennem fjeldets ”indvendige skruegang”, som det hedder i oversættelse i en af versionerne af trommesangen.
Søens folk
Der hersker almindelig enighed om, at det fjeld, som Pôq og Qiperoq besteg, er Rundetaarn, og skruegangen er følgelig den karakteristiske Sneglegang, der løber fra gaden mod toppen. Allerede missionæren Poul Egede (1708-89), der hørte sangen i dens oprindelige version i 1720’erne, forklarer da også, at dens ophavsmand beskrev indtryk fra sin rejse, heriblandt af ”Husene udvortes og indvortes herlige og store, og især det Runde-Taarn, som han kalder et gjort Bjerg med en Snekkegang lige til det øverste”.
Poul Egede hørte sangen i Grønland, for en væsentlig årsag til de to grønlænderes tur, der varede det meste af et år, var netop, at de skulle vende tilbage og fortælle deres landsmænd om Danmark. Derved skulle de forbedre indtrykket af danskerne, som grønlænderne ellers opfattede som ”Folk, der hverken havde Land eller Huse, men ideligen paa Søen omsvævede”, som Poul Egedes far, den norskfødte missionær og kolonisator Hans Egede (1686-1758), formulerer det.
Reklamefremstød i kajak
Der var flere grunde til, at danskerne gerne ville brande sig selv bedre over for grønlænderne.
Ifølge Ludvig Holberg (1684-1754), der berørte den aktuelle grønlandske situation i flere af sine skrifter, var det således en god idé at stå på god fod med det grønlandske folk, fordi man så blandt andet kunne undgå, at de solgte deres varer til de konkurrerende hollændere.
Holberg oplevede selv Pôq og Qiperoq i København, hvor de blev en del af et reklamefremstød for grønlandske varer. Til orkestermusik roede de i kajak gennem de københavnske kanaler, og de fik også foretræde for selveste kongen.
Visens vandring
På vejen tilbage til Grønland døde Qiperoq, men Pôq nåede hjem og sang sin vise om det menneskegjorte fjeld, indtil han selv og hele hans familie få år senere under et nyt ophold i Danmark blev smittet med kopper og døde.
Visen levede imidlertid sit eget liv og vandrede blandt andet fra Vestgrønland, hvor den oprindelig blev sunget, til Østgrønland, hvor den mange år senere blev optaget og nedskrevet. Tilsvarende er erindringen om Pôq og Qiperoqs besøg blevet holdt levende ved blandt andet at blive skildret i romanform og foreviget på frimærker. Og fjeldet midt i København – det står der endnu med sin indvendige skruegang.
