Rundetaarn passerer revy

"Nævn mig en eneste Kjøbenhavner, der har en saa alsidig Oversigt over Byen og hvad den indeslutter, som jeg!"

Sådan siger et talende og syngende Rundetaarn i Danmarks første revy, der havde premiere nytårsaften 1849. Revyen blev opført på det københavnske forlystelsesetablissement Casino i Amaliegade, som var åbnet som teater året før, og det gamle tårn optrådte i skikkelse af en næsten to meter høj papcylinder, der var ”malet som Rundetaarn med en Udskæring i et af Vinduerne, der gav Plads for Skuespillerens Ansigt”, som en beskrivelse lyder.

Ordet revy betyder egentlig gensyn, og det var netop en satirisk behandling af det henrindende års begivenheder, der var indholdet i "Nytaarsnat 1850", som revyen hed. Omkranset af galopper af komponisten H.C. Lumbye (1810-74) gik handlingen i korte træk ud på, at en forfatter, der kommer hjem fra et nytårsselskab, føres til det gamle års audiensgemak, hvor personer og personifikationer i små optrin sammenfatter årets vigtigste emner.

Rundetaarn nævnes allerede i begyndelsen af revyen, som dens forfatter, Erik Bøgh (1822-99), selv kaldte en tryllefarce. Tårnet kommer imidlertid først for alvor på banen kort før midnat, hvor det dukker op som kandidat til et ekstravalg til Rigsdagen – noget helt nyt efter Grundlovens indførelse i juni samme år. En mand ved navn hr. Sørensen, der personificerer gennemsnitsdanskeren, har på dette tidspunkt af revyen indfundet sig i audiensgemakket, og Rundetaarn forsøger at overbevise ham om, at han skal sætte sin stemme på det.

Som argumenter benytter tårnet både sine karakteristiske træk og nedslag i sin historie. ”I mig seer De en Mand, der i over to Hundrede Aar har holdt mig paa samme Standpunkt, og hvem Tidernes politiske Storme ikke have formaaet at rokke saameget som en Fodsbred til Højre eller til Venstre,” begynder Rundetaarn således sin valgtale, hvor det altså også bryster sig af sit enestående lokalkendskab.

Da det talende Rundetaarn skal redegøre for, hvad det mere detaljeret mener om en række presserende politiske emner, kommer det imidlertid til kort. ”Hvormange mon Klokken er”, afbryder det derfor belejligt sig selv og fortsætter: ”thi paa Slaget 12 maa jeg være hjemme og har intet Uhr paa mig.” Hvilket Rundetaarn ganske rigtigt ikke har. Til gengæld har det så en fremskudt plads i tidlig dansk revyhistorie.