Debutanttid – Fremtiden er lys!

Bøgerne er vidt forskellige i både indhold og udtryk, men fælles for dem er, at de stråler af sproglig bevidsthed og skælver af stemningsfuldhed.

Kristin Vego: se en sidste gang på alt smukt

Med sin novellesamling ’se en sidste gang på alt smukt’ har Kristin Vego allerede modtaget Bogforums Debutantpris i 2022. Blandt andet for at vise hele novellegenrens potentiale: For i det korte format er der ikke tid og plads til lange udfoldelser af hele livsforløb, men snarere antydninger og fokus på betydningen af det midlertidige og flygtige, og det mestrer Vego. I ni noveller fortæller hun om kvinder velplaceret i – på overfladen – dagligdagen. Men under overfladen ulmer dramaerne, som de nu engang gør i vores liv.

Novellerne er skrevet i et let, dog stemningsfuldt, ofte melankolsk, sprog, så på både indholds- og udtryksplan leger Vego med modsætninger, imellem hvilke spændingen dirrer.

Benedicte Huang: Døtreskole

Kritikeren Benedicte Huang debuterer med romanen ’Døtreskole’, som indlevende skildrer en ung pige i ottende klasse på Edel Berthelsens Døtreskole. I et velskrevet sprog, hvis sirlige fremstilling af detaljer og brug af billeder på én og samme tid kan opleves både stram og voluminøs, formår Huang ikke blot at lukke sin læser ind i et skolemiljø, hvor konkurrence, hierarki og disciplin er en del af barndommen, men også ind i den unge piges bevidsthed, som hun står lige dér på tærsklen til voksenlivet med alt, hvad det indebærer af krop, køn og påtrængende drenge.

Bogen er ikke samfundskritik, men Huang gør det mærkbart, hvordan forventninger fra skolen såvel som samfund former pigen, og dermed bliver det svært ikke at tænke over, hvordan vi indretter os ude i virkeligheden – både for børn og unge og for os, som er lidt eller meget ældre.

Sabitha Söderholm: Chellam

Uden at sammenligne i øvrigt gør Sabitha Söderholm noget lignende med sin sanselige debut ’Chellam’. Også hun skriver om store emner, fx erindring, kolonialisme og transnational adoption. Men hun gør det i en så tæt og lyrisk form – som placerer sig et sted mellem prosa og poesi –, at temaerne rammer én i hjertet, før de når hjernen. Men derfra sørger følelserne til gengæld også for at sætte gang i refleksionen over netop kolonialisme og adoption. Fordi man som læser mærker konsekvenserne gennem jeg-fortælleren.

Bogen skildrer nemlig en voksen datters første møde med sin biologiske mor og det landskab i Indien, hvor moren stadig bor. Moren viser datteren rundt i det landskab og det sprog, der engang var datterens, og som under andre omstændigheder stadig kunne være hendes, men som hun nu skal til at lære igen. Det er både smukt og smertende.

Jeg kunne blive ved med at sætte ord på ’Chellam’, men uden nogensinde at nærme mig en fyldestgørende beskrivelse af, hvad den gør ved sin læser. Det skal opleves!

Nath Krause: Logan i Aokigahara

Mindst lige så genrelegesyg er Nath Krauses ’Logan i Aokigahara’, som også har både prosaiske og poetiske træk. Teksterne fremmaner et jeg, som kommer fra et belastet hjem og som ung voksen er selvmordstruet.

I løbet af bogen får jeget et afbræk fra hverdagen ved at begive sig ud på en virtuel rejse med youtuberen Logan Paul gennem den japanske skov Aokigahara – kendt som populær destination for selvmordstruede japanere. Lige så let som Krause veksler mellem hverdagens realisme og fantasi, veksler De sproget mellem det hverdagslige og fantastiske, særligt i form af et par stemningsfulde, nærmest sinistre palindromer: ’Voksdug. Voks i død nets væv. Stendød i skov. Gudsskov.'

Jeg får kuldegysninger, når jeg læser ovenstående, og det gjorde jeg i det hele taget flere gange i løbet af ’Logan i Aokigahara’. Til trods for eller netop derfor har jeg lyst til at læse bogen igen og igen, og jeg glæder mig til at følge Nath Krause fremover.

Nynne Roberta Pedersen Pedersen: Vi hopper på åkander

Den sidste nominerede til årets debutantpris er Nynne Roberta Pedersen Pedersen, der har noget, som det i de senere år igen er blevet normalt at eksplicitere i dansk litteratur: samfundsengagement! Langt fra alle forfattere efterstræber det, men stadig flere skriver det tydeligt og agiterende frem, og her er en ny forfatter, som synes at være med på vognen.

Mange af digtene er ikke blot engagerede, men aktivistiske – de vil mobilisere læserne til at gøre noget, de vil sætte sig op imod kapitalismen og især asylpolitikken. De er lige til at læse, digtene, men de er skarpe, strittende, slagkraftige i al deres nerve og kamplyst!
 

Så selvom solen hænger stadig lavere, og dagene bliver kortere, så er den litterære fremtid lys.

God læselyst!
Mathias Emil Stenrøs
Litteraturtalent-formidler på Københavns Hovedbibliotek