Hvad læser Matias Faldbakken?

06.04.22
Den norske forfatter Matias Faldbakkens ”The Hills” bliver netop nu opsat som teaterforestilling på Teater FÅR302. I romanen befinder vi os på Oslos mest hæderkronede restaurant ”The Hills”, som samtidig fremstår som et billede på ideen om det gamle Europa. Vi har spurgt forfatteren, hvad han selv læser lige nu og hvad han vil anbefale til de københavnske læsere.

Hvad læser du lige nu?

Her på det sidste har jeg læst kunstkritikeren Isabelle Graws dagbog og den nyeste udgivelse af den franske forfatter Michel Houellebecq 'Anéantir' (red. som dog først lander i de danske boghandlere i slutningen af august). Jeg har også læst nogle tidligere, populære amerikanske forfattere som Lauren Oyler og Ben Lerner og Susan Bernowskys biografi 'Clairvoyant of the Small' om den schweiziske forfatter Robert Walser. Endelig har jeg læst den østrigske digter Georg Trakl, en smule af den walisiske forfatter og mystiker Arthur Machen og 'Afropessimism' af den amerikanske forfatter Frank B. Wilderson lll.

Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig det seneste år og hvorfor?

Jeg læste den norske forfatter Dag Solstads gamle 'Forsøk på å beskrive det ugjennomtrengelige’, som jeg ikke tidligere har fået læst. Den er mesterlig og handler om en arkitekt, som befinder sig et stykke nede på ranglisten rent karrieremæssigt og som flytter til Oslo-forstaden Romsås. En forstad som han selv har været med til at udarbejde byplanlægningen for. Jeg læser også altid lidt i den norske forfatter Stian Grøgaards bog 'Edvard Munch - et utsatt liv'.

Hvilke bøger anbefaler du altid andre at læse og hvorfor?

Jeg anbefaler altid 'Meine Preise' af den østrigske forfatter Thomas Bernhard, fordi den tematiserer et perfekt koncept: han vil ikke blive prissat, men har brug for pengene.

Hvilken bog ville du ønske, du havde læst og hvorfor?

Det må uden tvivl være 'Krig og fred' af Lev Tolstoj! Men jeg planlægger at læse den her i påsken.

Du kan lytte til podcasten 'Månedens forfatter', som er en bearbejdning af arrangementet af samme navn, som fandt sted her på Hovedbiblioteket 20. april:

Hør Matias Faldbakken som Månedens forfatter her

Om podcasten

Podcasten er produceret og tilrettelagt af Claus Vittus og indgår i serien 'Månedens Forfatter', som er en podcast-serie, der har eksisteret i syv år og som har mere end 60 forfattere repræsenteret i lydform. Podcasten kommer ca. en gang om måneden.