Krimiredaktøren anbefaler: de 5 bedste sommerkrimier til at drømme dig syd for grænsen

Fyld standkurven og gys dig til fjerne egne med fem solmættede mordgåder
Vi er på vej ind i ferietiden, og de fleste krimilæsere drømmer nok om at kunne dase med en isnende mordgåde under palmetræerne – men igen i år bliver det nok snarere til en tur til sommerhus og dansk strand. Så hvorfor ikke tage syden til de danske strande? Krimiredaktør Rikke leder os igennem fem fængslende krimier, hvor iskolde mord udspiller sig i hedeflimrende, eksotiske settings – perfekte til dagdrømmeriet i solstolen.
 

Morbid romantisk sviptur

Vi starter med at tage flyveren til Brasilien med Raphael Montes’ ”Perfekte dage” Den socialt hæmmede medicinstuderende Teo har få erfaringer med kvinder, men er til gengæld særdeles vild med at dissekere i auditoriet. Så møder han Clarie, der er en helt anden type med appetit på sex og livet. Han forelsker sig - det gør hun ikke. S er nødt til at bedøve hende, klemme hende ned i en kuffert og rejse væk, så de kan få deres perfekte dage sammen. En uhyggelig psykologisk-gysende thriller lige til de sene aftenener i sommerhuset ved ildstedets skær og et glas rosé.
 

’Ello mate – Australiens tørke kalder!

En familietragedie har fundet sted i den tørkeramte by Kiewarra. Kone og barn findes myrdet, mens manden findes død i skoven. Selvmord?  Politimanden Falk kommer til begravelsen for at sige farvel sin ven, men bliver opfordret til at undersøge sagen. De var en lykkelig familie, så hvad gik galt? ”Tørke” af Jane Harper er en krimi, du hurtigt bliver grebet af, da den beskriver det australske hverdagsliv med en præcis og ildevarslende skildring af et lille samfund langt ude på landet midt i tørken.

Japanske puslespilsmysterier

Et puslespilsmysterie af Guds nåde – lige til at blive brun på stranden af.  Hvis du vil læse en krimi fra andre breddegrader end de sædvanlige, kan jeg anbefale Higashios krimi ”I ond tro”, den første oversatte krimi med kriminalassistent Kaga i hovedrollen. Her sætter mordet på en succesforfatter gang i en indviklet efterforskning. Forfatteren bliver fundet af kriminalassistent Kagas bedste ven Nonogichi. Vennens forklaring er noget mudret – lige som motivet til mordet viser sig at være.

Pas på, hvem du møder i lufthavnen

En mand og en kvinde ramler ind i hinanden i JFK-lufthavnen, hvor de får forbyttet deres mobiltelefoner. Hun er tidligere betjent i England og skal til Paris og han er stjernekok i New York og undervejs til San Francisco. ”Curiosity killed the cat” siger et engelsk ordsprog, og det er lige præcis hvad der sker her. Ingen af dem kan nemlig lade være med at snage i hinandens privatliv på telefonerne, og det kaster foruroligende oplysninger af sig, som begge ønsker at holde for sig selv.

New York, New York

Ældgamle hemmeligheder, magt og mistillid dukker frem i denne helt usædvanlige sag. Tristan er ansat i CIA, og en dag modtager hans afdeling et opkald fra en mystisk butik i New York på et nummer ingen burde kende. Tristan ankommer til butikken med sin partner Clara og overtager sagen. Det hele føles underligt, og mens de er der, tager tingene pludselig fart. Herefter stater en global jagt på sandheden, hvor præsidenten og paven bliver involveret, og Tristan må indvies i en gammel hemmelighed for at opklare mysteriet.
 

Meget mere krimi

Her mangler der vist kun at sige: af sted til stranden med dig! Og hvis du mangler flere krimier til din ferie, så husk: nyhedsbrevet ”Nyt på hylderne” står klar med bogtips, fifs og trends hver måned, og din dedikerede krimiredaktion sørger for, at du ikke går glip af en eneste blodplettet nyhed.

 Tilmeld dig nyhedsbrevet nyt på hylderne