Sommerens krimihighlights: Kannibalisme, ø-klaustrofobi og seriemordere galore

Udsigten over sommermånedernes krimihøst er inde, og meteorologerne melder om krimivejr

Ferietiden nærmer sig, og jeg håber for dig, at du har god plads i strandtasken og picnickurven – metrologerne melder nemlig om krimivejr. Krimiredaktør Rikke har efterforsket i bibliotekets nyeste krimier, og tipper til sommerlæsningens nødvendigste nyudgivelser. 

En ø du gerne vil hjem fra – hurtigt!

Der er ved at tegne sig et billede af krimierne om den aldrende politikvinde Hulda fra Island, og det ligner et stort mesterværk af en serie. I ”Øen” kommer Hulda ind over opklaringen af mordet på en kvinde på en øde ø. Mordet er begået mens en vennegruppe fra folkeskolen holder jubilæumsfest, men som opklaringen skrider frem, viser det sig at mordet har forbindelse til et andet mord, der fandt sted 10 år tidligere i selvsamme vennegruppe. ”Øen” er en usædvanligt gennemarbejdet og overraskende krimi, hvor man som læser på intet tidspunkt er i stand til at gætte, hvad der vil komme. En formidabel serie, som vi kun kan glæde os til mere af!
 

Stjernekokken, der gjorde oprør

Hvis du ikke allerede er bekendt med M.W. Craven, bør du læse med her. Han skriver på serien om det umage makkerpar i form af enspænder-kriminalbetjenten Washington Poe og den bedårende akavede Tilly Bradshaw. Vi er på bog nummer to i serien, hvor en højt profileret kok er blevet dømt for at have dræbt sin datter. Datteren dukker dog pludselig levende op, men forsvinder så igen, og Tilly og Poe må i gang med at finde hoved og hale i det hele – alt imens stjernekokken buldrer i baggrunden. Er du til udspekulerede plots og en fortættet stemning, så sæt et kryds ved serien til din sommerferie. 
 

Bortskaffede lig og skrivemaskiner

Paul Davis er universitetsprofessor og ganske almindelig, men hans liv ændrer sig, da han en sen aften overrasker en morder i færd med at skaffe sig af med to lig på en øde landevej. Morderen pågribes, men Pauls tilbagevenden til hverdagen er underligt svær: om natten lyder det som om, hans nye skrivemaskine skriver af sig selv, selvom hans kone intet kan høre. Har skrivemaskinen og morderen noget med hinanden at gøre – eller er Paul begyndt at blive kugleskør? Det er en meget spændende domestic noir, med overnaturlige elenementer og overraskelser, der efterlader læseren lige så skrubforvirreret som vores stakkels hovedperson. 
 

Seriemordere, kannibalisme og copycats

Det kribler lidt i fingrene, når der udkommer nye krimiserier – og når de tilmed lyder til at være af de ekstraordinære gode, så er det med at få reserveret til sommeren! Hvis du er til krimier af forfattere som fx Peter James, vil du helt sikkert falde for denne nye serie om den tidligere kriminalassistent Kate Marshall. Hun underviser i kriminologi, men fangede for 15 år siden ”Kannibalen fra Nine Elms”. Kate kontaktes af de pårørende, da en stribe mord begynder, der minder om Nine Elms-morderens arbejde – og hun må overkomme sine egne traumer fra den oprindelige efterforskning for at fange copycatten. Gode tvists og personhistorier gør denne krimiserie til en, man vil vente på. 
 

Sommerens standalone

Så skal vi til en af mine absolutte yndlinge. Hun har tidligere skrevet ’letbenede’  kærlighedsromaner, men slog så over i den psykologiske krimigenre – og tak for det, Lisa Jewell! I ”Den usynlige pige” møder vi den sårbare 17-årige Saffyre. Efter tre års behandling hos sin psykolog er hun begyndt at føle sig svigtet, da behandlingen ikke har virket efter hensigten – og hun begynder derfor at forfølge psykologen i det skjulte. Overfor psykologens hus bor Owen Pick, der for nyligt er blevet fyret som lærer efter at være beskyldt for krænkende adfærd (hvilket han benægter), og som efterfølgende er begyndt at færdes i internettets mørkeste kringelkroge. En dag forsvinder Saffyre, efter sidst at være blevet set foran psykologens hus. Det er bog nr. 4 som er oversat fra Jewells hånd, og hvis du ikke når at få fat på denne bog i din sommerferie, kan jeg varmt anbefale de tidligere. Psykologiske krimier af de bedste!
 

Rigtig god sommer!

Dette var højdespringerne for junis nyanskaffelser, så af sted til reserveringsknappen med dig! Og husk: hvis du ikke vil gå glib af det nye, så skynd dig at melde dig til nyhedsbrevet ”Førstevælger” – så er du med i snakken om alle de nye krimiudgivelser. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet ”Førstevælger”