Københavns historie

Fiolstræde

Hver morgen går jeg ned ad Fiolstræde fra Nørreport St. til Krystalgade. Først forbi Købmandsskole-bygningen på hjørnet af Nørre Voldgade og Fiolstræde.

Af Sune Hundebøll

Tags

Bag om København - Indre By

På modsatte side er håndværkerne i gang efter at Coffee Industry Sweden lukkede deres café i hjørnebygningen. Selv om det er længe siden, husker jeg dengang Gad havde en boghandel på hjørnet.

På den anden side af Rosengården passerer jeg Vangsgaards antikvariat. En gang imellem går jeg på skattejagt efter gode bøger når arbejdsdagen er slut. Fiolstræde er en litterær gade, her er også litteraturbaren BRØG, den Franske Bogcafé og Paludan Bog & Café.

Efter at have passeret Vor Frue Kirke, slutter Fiolstræde ved Skindergade. Du kan fortsætter videre ad Jorcks Passage og komme hen til Strøget. Oprindeligt gik gaden kun fra Krystalgade (Skidenstræde) til Nørrevold. Først i 1545 blev gaden ført igennem til Skindergade. I første omgang, gik den nye gadestrækning under navnet Lille Fiolstræde.

Fiolstræde set fra Nørre Voldgade. Foto: Carl Stenders Kunstforlag, 1918 / Sune Hundebøll, 2023.
Ulv på Universitetsbiblioteksbygningen i Fiolstræde. Foto: Sune Hundebøll.

"Sikkert opkaldt efter violblomsten. En djærv spøg, for indtil egentlig bebyggelse begyndte i 1500tallet, var området noget af en losseplads – især når regnskyl fik vandet i renden, som nu dækkes af gaden Rosengården, til at løbe over med hilsen fra Sankt Gertruds kirkegård."
(citat: "Københavns gadenavne" af Evan Bogan, 2003.)

Stanken var sikkert også grunden til, at den lille plads ud mod Nørre Voldgade hed Lille Skidentorv. Ældste kendte navneforekomst er Viol Strædit i 1570.

Terrakottarelief, Fiolstærde 30.

Fiolstræde blev hårdt ramt ved englænderens bombardement i 1807. Mange af gadens bygninger er opført i årene derefter.

"I mange tilfælde er det håndværksmestre, der har opkøbt tomter og bebygget dem med henblik på salg. Det er generelt enkle huse på forholdsvis få fag, pudsede og malede med en kordongesims mellem over- og underfacade, på fire etager og med samme taghøjde. Gaden udgør et meget egalt bygningsmiljø, der med sine mange boghandeler og antikvariater er et af latinerkvarterets mest karakteristiske strøg."
(citat: København før og nu - og aldrig : Bind 4, Nord for Strøget, 1988)

Hjørnet af Fiolstræde og Krystalgade. Foto: Johannes Hauerslev/Kbhbilleder, 1887 – 1918.
Foto: Sune Hundebøll, 2023.

Universitetsbiblioteket

Det tidligere Universitetsbiblioteket, på hjørnet af Fiolstræde og Krystalgade er en af gadens markante bygninger. Biblioteket blev bygget efter at pladsen på Trinitatis kirkeloft var blevet for træng.

Byggeriet af Universitetsbiblioteket begyndte i 1857 efter J. D. Herholdts tegninger. Bygningen stod færdig i 1861.

"For Herholdt og hans retning var det et krav, at det ydre skulle udtrykke det indre med en karakter, der både fortalte om de indre rums fordeling og om bygningens brug. Det krav, der sikkert skyldtes indflydelse fra middelalderen, bidrog også til den afveksling, tiden satte pris på. Det gik i sin individualisering langt udover, hvad klassicismen havde ydet på dette område."
(citat: J.D. Herholdt og Universitetsbiblioteket i "Fiolstræde" af Knud Millech, 1961.)

Holberg

Fra 1740 til sin død i 1754 boede Ludvig Holberg i Fiolstræde. Huset han boede i findes ikke mere. Det blev lagt i ruiner da englænderen terrorbombede København i 1807.

Holbergs træ aka Holbergs kastanje står bag muren mellem nummer 8 og 10. Kastanjetræet der ses i dag, er ikke det originale Holbergs træ. Det oprindelige træ blev fældet i 1954.

"Selv uden Bladenes Pragt, i det mørkere Halvaar, stryger de yderste Grene sig op og ned ad den røde Biblioteksmur som et kælent Dyr, der vil gøre det andet Væsen levede og til Gengæld anmoder om Kærtegn, som en Føl, der vil lege".
(citat: "Holbergs træ i Fiolstræde" af Eddie Salicath, 1941)

"Derimod er det utvivlsomt, at Haven ogsaa i Holbergs Tid først er begyndt mere end 50 Alen ned ad Fiolstræde, og at det nu staaende "Holbergs Træ" altsaa ikke har hørt dertil, men maa (dets Eksistens i Holbergs Levetid forudsat) have staaet paa hans Gaardsplads."
(citat: "Holbergs Professor-Residens" af R. Paulli, 1923.)

Det oprindelige Holbergs træ som det er gengivet på O. C. Nielsens bog "Fiolstærde" (1934) og erstatningstræet anno 2023.

På ydersiden af muren ses en mindeplade med teksten: "LUDVIG HOLBERG / HAVDE HER SIN EMBEDSBOLIG / SOM PROFESSOR VED UNIVERSITETET / FRA DEN 21de JUNI 1740 / INDTIL SIN DØDSDAG DEN 28de JANUAR 1754".

Metropolitanskolen

Metropolitanskolen havde adresse i Fiolstræde fra 1816-1938. Skolen havde til huse i nummer 4-6, overfor Vor Frue.

"Bygningen blev færdig i Efteraaret 1815, og indviedes den 23. April 1816 ved en Højtidelighed, hvorved var til Stede Kong Frederik den VI samt Stadens vigtigste Embedsmænd."
(citat: "Metropolitanskolen gennem 700 Aar", 1916)

Metropolitanskolen 1916. Fra "Metropolitanskolen gennem 700 Aar"
Metropolitanskolen 2023.

Metropolitanskolen flyttede fra Fiolstræde til Struenseegade på Nørrebro. I 2010 fusionerede Metropolitanskolen med Østre Borgerdyd Gymnasium og blev til Gefion Gymnasium, der har adresse på Østre Voldgade i Indre By.

Erindringer fra Fiolstræde

Else Bierrings voksede op i 1920erns København. I "København med K" beretter hun om sin hjemstavn: Fiolstræde.
Else Bierrings fortæller om stort og småt, om tiden, beboerne og de handlende. Forfatteren boede i Fiolstræde 28.

Heste

"Et billede, som er uløseligt knyttet til min barndoms Fiolstræde, er synet af en hest, der var faldet. Jeg syntes, at der ustandselig faldt heste, når vogne kørte gennem gaden. Jeg husker, hvor enorm den tog sig ud, sådan en hest, når den lå på siden i den smalle gade, meget større, end når den stod eller gik for vognen."
(citat: Else Bierrings)

Lygtetændere

"Lygtetænderen gik sin vante gang fra pæl til pæl og "vækkede" lygterne, men derudvoer skete der ikke meget. Enkelte aftenvandrere gik gennem gaden, og trafikkens duren fra Nørrevold trængte ned i gaden som et fjernt havs brusen, ellers var alt stille. Så meget mere føltes forskellen, når lørdag aften indtraf."
(citat: Else Bierrings)