Handel i alle højder i Rundetaarn

En gammel vits handler om en norsk turist, der står og betragter Rundetaarn. "Et saadant taarn har I vel ikke i Norge?" spørger en dansker, hvorpå nordmanden svarer: "Nej, men havde vi haft et, ville det have været baade højere og rundere."

Nu skal man ikke være for firkantet, når det gælder spørgsmål om rundhed, men i hvert fald det dér med højden er ikke helt rigtigt. For Norge har faktisk et "Runde Tårn", som imidlertid er en hel del lavere end sin navnebror i København. Til gengæld kan det norske tårn gennem sin funktion være med til at kaste lys over en mere upåagtet del af livet gennem århundreder i det danske Rundetaarn.

Fjer til salg

Norges "Runde Tårn", der ligger i Bergen, blev nemlig bygget som kiosk i 1923. Hvor mennesker samles, er der altid basis for at tjene en skilling. Det gælder på Torget i Bergen og i Rundetaarn i København, hvor kioskdriften også i mange år har levet i bedste velgående.

Måske har der altid været nogen, der udbød en forfriskning eller andet til salg, når folk nu alligevel besøgte Københavns mest charmerende udsigt fra platformen for enden af Sneglegangen. En af de første omtaler, vi har om salg i Rundetaarn, stammer dog fra 1800-tallet, hvor der angiveligt i begyndelsen af Sneglegangen har været et udsalg af de fjer, som tårnets portner tjente lidt ekstra på at sælge til officerer og pyntelystne damer.

Kager og æbler

På det tidspunkt kunne man imidlertid også købe mere spiselige varer. I sin roman ”At være eller ikke være” beskriver H.C. Andersen (1805-75) således, hvordan en såkaldt æblekone har en lille bod ved indgangen til Rundetaarn. Ifølge H.C. Andersen sælger hun "Frugt og de af Børnene meget yndede Sukkergrise til fire for een Skilling, billige, velsmagende og altid rosenrøde”, og hun har stort set altid åbent, idet ”hun sad der Sommer og Vinter; men paa den koldeste Tid havde hun Ildpotte".

Hvornår den sidste æblekone gik på pension, vides ikke, men hendes fravær har tilsyneladende åbnet muligheden for, at andre har villet prøve kræfter med nogle af de ting, hun har solgt. I begyndelsen af 1930’erne sælger opsynsmanden således postkort, men søger om tilladelse til også at forhandle sodavand og sukkervarer, hvilket han dog får afslag på. Historien er et tydeligt eksempel på den kamp om sortimentet i Rundetaarn, der kendetegner store dele af det 20. århundrede. De handlende forsøger til stadighed at øge fortjenesten ved at snige nye varer ind, men bliver til stadighed afvist, fordi man mener, at varerne er under Rundetaarns standard.

Det, opsynsmanden ikke havde haft held til, lykkedes få år senere for en grosserer Olsen. Også her begyndte det med postkortene, men fortsatte denne gang med en ansøgning om at forhandle ”Blade, Cigarer, Cigaretter, Is, Chokolade, Prospektkort og Souvenirs i Rundetaarn”. Ansøgningen blev faktisk bevilget på et møde i 1935 i det såkaldte Rundetaarn-udvalg, der stod for administrationen af tårnet.

Honningkager og sølvskeer

Ved det samme møde var der også forslag om at indrette en egentlig kiosk på Rundetaarns platform. Det blev dog først til noget nogle år senere, idet tårnet engang mellem den 1. april 1939 og 31. marts 1940 fik sin arkitekttegnede Topkiosk formedelst 2084 kroner og 79 øre.

Da tyske tropper kort efter besatte Danmark, betød det et kraftigt fald i indtægten fra kiosken, fordi der kom færre gæster som følge af indskrænkede åbningstider og udeblivelsen af feriebørn fra provinsen. Det forhindrede dog ikke en avisreportage fra 1941 i at omtale den nyopførte Topkiosk som et "vældigt Bolcheglas", mens der med en hilsen til Rundetaarns funktion som observatoriebygning står om betjeningen, at "Jomfruen derinde er maaske hende, der lyser om Aftenen paa Himlen".

Efter besættelsen tog forpagteren af kiosken tilsyneladende revanche for den tabte indtægt. I hvert fald kritiseres sortimentet i begyndelsen af 1950’erne, og Rundetaarn-udvalget tager med kyshånd imod et tilbud fra Københavns Kristelige Studenterbevægelse om at overtage kioskdriften med salg af mere gedigne varer, der skal ”vise dansk kunsthåndværks alsidighed og kvalitet”, som det hedder. Blandt andet skal der sælges honningkager med Christian IV-motiv og sølvskeer med Rundetaarn-motiv. 

Toneangivende arkitekter

De specielle varer krævede naturligvis, at den gamle kiosk blev nyindrettet på bedste vis, hvilket arkitekten Johannes Exner (1926-2015) påtog sig at stå for. I den forbindelse korresponderede han midt i 1960’erne med kongelig bygningsinspektør, arkitekt Nils Koppel (1914-2009), der som medlem af Rundetaarns-udvalget allerhelst ville af med kiosken, men som det næstbedste ville gøre den "så beskeden og ydmyg som mulig".

Man er her i den temmelig unikke situation, at to af efterkrigstidens mest toneangivende arkitekter brevveksler om, hvad skæbnen for den lille kiosk på toppen af Rundetaarn skal være. 
Og heldigvis fik den lov til at blive liggende, for sommer efter sommer har den forsynet turister med alt fra is til postkort og gør det stadigvæk. Nogenlunde ligesom den på Torget i Bergen. Bare lidt højere oppe i luften.