Københavns historie

Lys i byens hjem

Historien om Fog & Mørups grundlæggelse er historie om to unge mænd, der får en idé til at spire og gro. Fog & Mørups lamper sælges stadig på auktionshusene og i antikvitetsforretningerne. Selv om det startede som en århushistorie, blev det hurtig til en københavnerhistorie.

Af Sune Hundebøll

Tags

Bag om København - Indre By

Ansgar Fog og Erik Mørup lærte hinanden at kende som kommiser i firmaet Marinus Kock i Århus. Her blev Erik Mørup ansat efter endt soldatertid. Ansgar Fog havde været ansat nogen tid hos Marinus Kock. De to unge mænd blev venner og begyndte at drømme om at åbne en virksomhed sammen.

Ansgar Fog og Erik Mørup veje skilts igen efter et års tid. Erik Mørup fik plads som kommis hos Anton Skau i Haderslev. Hvis ikke det var fordi de to mænd holdt kontakten ved lige, ville historien stoppe her. De skrev både breve til hinanden og mødtes ind i mellem.

I 1904 kom den mulighed de to unge mænd ventede på. Firmaet O. Lindbergs varelager blev sat til salg. Ansgar Fog og Erik Mørup lånte 3.000 kr og købet varelageret. Erik Mørup var dog bundet til sin plads i Haderslev, så det blev Ansgar Fog der i 1904 grundlagde isenkramforretningen "Ansgar Fog, Agentur og en gros" i Århus.

Året efter blev Erik Mørup kompagnon i firmaet og det skiftede navn til Fog & Mørup.

"... den Mand, der har anbefalet sin Kunde Støvler med Papirindlæg i Saalerne, ser rimeligvis ikke den Kunde mere. Købmanden, der ikke i nogen Grad Varetager sine Kunders Interesse, er ikke sin Opgave voksen og vil i sidste Instans heler ikke varetage egen Interesse."
(citat: "Fog & Mørup gennem 25 Aaa" af E. Mørup, 1929.)

Gårdinteriør mod Nørregade. Kilde: "Fog & Mørup gennem 25 Aar", 1929.
Chefkontor. Nørregade 28. Kilde: "Fog & Mørup gennem 25 Aar", 1929.

De første år

Fra starten forhandlede Fog & Mørup belysningsartikler for petroleum og gas, men de to forretningsmænd indså at elektricitet var fremtiden. I 1913 overtager Fog & Mørup firmaet Brdr. Dahls afdeling for elektriske artikler.

"Petroleums- og Gasbeslysning summede og sang paa sit sidste Vers i de Tusinde Hjem. Vi vilde gerne i Kontakt med Fremtiden og ikke forskertse Retten til vor Telegramadresse; Lys"
(citat: "Et lille Kig bag Murene hos Fog & Mørup" af E. Mørup, 1944.)

I 1915 startede Fog & Mørup egen produktion i et lille værksted. Fabrikken flyttes i 1916 til Sankt Peders Stræde 34 – i bagbygninen, samtidigt erhverves ejendommen Nørrebrogade 28/Fiolstræde 17, her flyttede handelsvirksomheden ind.

I 1918-19 flyttes fabriksdelen fra til Sankt Peders Stræde til Nordre Fasanvej 108 på Frederiksberg.

I løbet af 1920'erne overtog Fog & Mørup firmaet H. V. Christensen og Tvermoes & Abrahamsons Lysekroneafdeling. I 1927 opretter Fog & Mørup en radioafdeling.

"Mange samvirkende Aarsager har bevirket den smukke Position, Fog & Mørup indtager inden for dansk Erhvervsliv, men blandt disse er der især en, som fortjener Interesse, nemlig den Udbyttedeling, der praktiseres i Firmaet. Derved skabes den for Virksomheden saa betydningsfulde Korpsaand, idet hver enkelt Medarbejder fra Bydrengen og opefter er gjort økonomisk intresseret i Forretningens Trivsel."
(citat: "Fog & Mørup har 25 Aars Jubilæum" i Nationaltidende (30. juni 1929).)

Ansgar Fog og Erik Mørup ønskede at skabe gode lamper som almindelige arbejdere havde råd til. I 1920'erne og 1930'erne var Fog & Mørups lamper betydeligt billigere end PH's lamper.

En variation af Fog & Mørups sejl ses stadig over døren i porten Nørregade 28.

Kongelys

Kongelys eller Kongelampen er et af Fog & Mørup mest kendte produkter. Det var dog ikke Fog & Mørup der producerede de første eksemplarer af lampen.

I 1930 designede billedhugger Niels Rasmussen Thykier T3-lampen og satte den i produktion i sin egen lille Thykiers Lampefabrik. I 1936 overtog Fog & Mørup produktionen af T3.

"Niels Rasmussen Thykier producerede selv lamperne, frem til produktionen i 1936 blev overtaget af den større belysningsvirksomhed Fog & Mørup. Samme år er lampen omtalt i "Bygge og Bo, Tidsskrift for Moderne Hjem", der var orienteret mod den enkle funktionalistiske stil. I artiklen "Moderne Belysning" fremhæves Thykiers lampe kort og godt som den smukkeste og mest naturlige bordlampe i Danmark"
(citat: "Danske lamper - 1920 til nu" af Malene Lytken, 2019.)

I 1937 var det Christian d. 10's 25-års regeringsjubilæum. I anledning af jubilæet forærede Fog & Mørup regenten en T3-lampe og herefter fik T3 tilnavnet Kongelys.