Københavns historie

Peder Hvitfeldts Stræde

Mellem Rosengården og Krystalgade ligger Peder Hvitfeldts Stræde. Jeg går ofte gennem gaden på vej på arbejder på Københavns Hovedbibliotek. Når gaden ikke er gravet op, er det en hyggelig lille gade.

Af Sune Hundebøll

Selv om Peder Hvitfeldts Stræde ligger ved Kultorvet og tæt på Købmagergade er det en rolig gade med lidt småhandel. Et par af erhvervslejemålene står tomme efter coronanedlukningen, men du kan stadig få klippet i hår i Peder Hvitfeldts Stræde. Du kan købe genbrugestøj i O-S-V Secondhand eller købe ind til aftensmaden i Filipino Asian Grocery.
Min favoritbutik i gaden er Beat Bop, ikke mindst fordi det var her jeg fandt en gammel Deicide-skive efter lang tids søgen.

I slutningen af 1600-tallet var husene i Peder Hvitfeldts Stræde små. De fleste var kun på en etage.

Peder Hvitfeldts Stræde 2021

Gaden er navngivet efter adelsmanden Peder Huitfeldt til Engestofte og Skibelundgaard. Han var Norges kansler i perioden 1547-1565. Fluitfeldt ejede fra 1558 til 1581 en gård i Købmager kvarter, der dengang også dækkede området omkring Peder Hvitfeldts Stræde.

Byen brænder

Ved branden i 1728 nedbrændte begge sider af Peder Hvitfeldts Stræde.

"Beboerne her som i de øvrige afbrændte Kvarterer blev grebet af en ubeskrivelig Rædsel i de Dage, hvor det var som om Verdens Undergang forestod. De Brandlidte, som ikke kunde leje sig Bopæl i de skaanede Bydele, tyede til Kongens Have og Voldene, hvor de til Dels boede under Telte, nogle opførte Bræddehytter paa Tomterne, og andre flyttede sammen i Huse, der i en Fart var bleven opklinet, men kort Tid efter Branden blev ved kongelig Forsorg 436 Familier, deriblandt nogle hjemmehørende i Peder Huitfeldts Stræde, ført paa Bøndervogne ud paa Landet."
(citat: Peder Huitfeldts Stræde af O. C. Nielsen, 1924)

Inden branden havde Peder Hvitfeldts Stræde haft en svag bøjning i den nordlige ende af gaden. Det blev påbudt, at gaden skulle rettes ud. Gaden fik derefter den retning vi kender i dag.

Ved branden i 1795 forblev den østlige del af København (herunder Peder Hvitfeldts Stræde) uskadt.

Gaden er ikke særlige lang - omtrent 120 meter fra ende til anden.

Vor Frue Kirkes skole

På hjørnet af Peder Hvitfeldts Stræde og Krystalgade ligger restaurant Ankara med tyrkiske buffet. Jeg spiste her for en del år siden. Det var i forbindelse med at mine forældrebesøgte København. Jeg husker maden som okay, men jeg er ikke vendt tilbage siden.

Indgang fra Peder Hvitfeldts Stræde til hjørnebygningen hvor restaurant Ankara i dag servere mad og hvor der engang var skole.
Peder Hvitfeldts Stræde 8.

Over døren ud til Peder Hvitfeldts Stræde kan du læse at bygningen er bygget til skole for Vor Frue kirke. Skolen havde til huse her til slutningen af 1800-tallet. Bygningen er opført 1820-21 og blev fredet i 1950.

Vor Frue Kirkes Skole var en skole for fattige drenge- og pigebørn. Alle Kirkeskolerne blev oprettet i Frederik den fjerdes regeringstid. Skolerne  var friskoler for fattige børn af begge køn med bopæl indenfor sognets grænser.
I 1858 blev samtlige kirkeskoler nedlagt.

Nr. 8

"J. W. Heyman og Hustrus Sølvbryllups Stiftelse / 5. Juli 1871" står der på bygningen Peder Hvitfeldts Stræde 8. Stiftelsen blev oprettet i 1872 af etatsråd J. W. Heyman og Johanne f. Levysohn. Stiftelsen rådede over boliger til værdige og trængende, aldrende, ugifte og enlige personer.
Stiftelsen blev afviklet i 1975. Ejendommen blev overtaget af magistratens 3. afdeling og indrettet som alternativt boligmiljø. I dag er der ungdomsboliger.

Nr. 9

Boghandleren C. E. C. Gad blev født i Peder Hvitfeldts Stræde 9. C. E. C. Gad blev uddannet boghandler hos Gyldendalske Boghandel. I 1855 etablerede han sin egen boghandler- og forlagsvirksomhed i Vimmelskaftet. Gad udgave hovedsageligt videnskabeligt litteratur og løftede større opgaver som udgivelsen af Trap Danmark og Nordisk Konversationsleksikon.

Huset var kortvarigt bz’at i 1987-88 hvor omtrent 16 illegale beboere indrettede sig i huset. Det blev til 9 måneder i Peder Hvitfeldts Stræde 9, inden politiet vækkede de sovende besættere en tidlig morgen i marts.

Nr. 15

Med sine skodder og hejseværk adskiller nr. 15 sig fra gadens øvrige huse. Huset blev opført i 1835 som pakhus for hørkræmmer C. C. Müller.

Før & Nu

Hjørnet af Peder Hvitfeldts Stræde og Krystalgade. Årstal ukendt. Foto: KB. 2021. Foto: Sune Hundebøll.
Peder Hvitfeldts Stræde set fra Krystalgade mod Rosengården ca. 1910. Foto: Johannes Hauerslev/Kbhbilleder.
Peder Hvitfeldts Stræde 2021. Foto: Sune Hundebøll.