Værkmindeplade - Guldhornene
Nogle mindeplader gør ikke opmærksom på en person, men et værk. Jeg vil overlade det til de litteraturvidenskabelige at sige om det er folkelighed eller litterær værdi, der vinder her, men værket her er hvermandseje - især for os ældre.
Af Nina Søndergaard, historiker og nørd. Nerd Tours.
Tæt på Rådhuspladsen kan man finde en croissant på Politikens Hus i Vestergade. Croissanten skal forestille et guldhorn, og teksten, som ærlig talt er svær at læse fra gaden af lyder således:
"I DET HUS DER STOD HER TIL 1919 / BOEDE / ADAM OEHLENSCHLÄGER / FRA 1797 TIL 1808 / HER SKREV HAN GULDHORNENE / SANKT HANSAFTEN-SPIL OG ALADDIN"
Så er man kendt! Vi behøver ikke at blive mindet om hvornår han er født eller død (1779-1850 - til de glemsommes oplysning). Selve huset (en spejling af det lyserøde nabohus) er der ikke engang, alligevel skulle pladen op for at minde os om:
De higer og söger
i gamle Böger,
i oplukte Höie
med speidende Öie,
paa Sværd og Skiolde
i muldne Volde,
paa Runestene
blandt smuldnede Bene.
Oehlenschlägers knogler er nok smuldret, men hans værk mindes stadig, og det gør genstandene for digtet også. Guldhornene blev fundet i 1639, udstillet på Det kongelige Kunstkammer og stjålet og - gys - omsmeltede, i 1802. Det var et meget omtalt tyveri dengang, og unge Adam blev altså inspireret til at skrive et digt om oldtiden i sit værelse på første sal i Engelke Ørsteds gæstgiveri. (Hun var faster til brødrene Ørsted som var gode venner med Adam).
Guldhornene fik nyt liv dels som skospænder og øreringe, dels som et digt som tusinder af danske skolebørn har terpet i dansk. Nogle gange hjælper det at blive stjålet! Maleriet af Mona Lisa blev stjålet fra Louvre i 1911, og det hjalp også gevaldigt på maleriets berømmelse. I dag kan vi altså se et minde om forsvundne pragtgenstande fra jernalderen, fra et ikke-eksisterende hus, skrevet af en nu for længst død mand. Det’ meta.
