Stormagasin efter fransk inspiration
Den store majestætiske bygning på Kongens Nytorv 13 huser Danmarks største stormagasin. Det var Magasins to grundlæggere, der stod bag byggeriet af huset, der i 1893 åbnede for et begejstret og forventningsfuldt publikum.
Af Britta Smits, museumsinspektør, Magasin du Nord Museum
Tidligere ejere
Matriklen på Kongens Nytorv, hvor Magasin ligger i dag, har en lang forhistorie. Siden 1661, hvor Rigsadmiral Henrik Bjelke opførte en pragtgård på adressen, har der været en del skiftende ejere. Med tiden undergik ejendommen en forvandling til først et palæ og siden et hotel ved navn Hotel du Nord. I 1869 købte firmaet Severin & Andreas Jensen bygningen. Hoteldriften blev indstillet og efter knap 20 års ejerskab solgte de den i 1888 videre til Magasins to grundlæggere Theodor Wessel og Emil Vett.
Wessel og Vett flytter ind
Wessel og Vett grundlagde deres første forretning i Aarhus i 1868, og åbnede hurtigt flere filialer rundt omkring i Danmark. I 1871 flyttede de ind i et par beskedne stuelokaler i ”Hotel du Nord”-bygningen. Virksomheden voksede støt, og med tiden indtog de flere og flere lokaler i det gamle hotel. I 1879 fik stormagasinet sit nye navn ’Magasin du Nord’, en reference til det tidligere hotel, der havde ligget på adressen. I 1888 købte Wessel & Vett bygningen for 800.000 kr. Et astronomisk beløb dengang.
Fransk inspiration
Efter købet besluttede Wessel og Vett at rive det gamle Hotel du Nord ned for at gøre plads til en ny bygning. De valgte to arkitekter som supplerede hinanden godt, og som kunne opfylde kravet om et hurtigt byggeri og anvendelse af den nyeste teknik. Albert Christian Jensen havde tidligere arbejdet på marmorkirken, og Henri Glæsel havde studeret ved École dec Beaux Arts i Paris.
De opførte en bygning med tydelig fransk inspiration. Den udvendige arkitektur med tårnene i hver side var inspireret af det franske renæssanceslot Louvre, mens man indvendigt var inspireret af det parisiske stormagasin Au bon Marché. Den nye bygning stod færdig den 1. december 1893, og havde et salgsareal på 7.600 m2.
Et Aladdin-slot
Da Magasin slog dørene op til den nye forretning, stod en stor forventningsfuld menneskemængde klar. Det nye stormagasin imponerede. Ikke bare danskerne, men også i udlandet, hvor der var detaljerede beskrivelser af det nye stormagasin. Pressen sammenlignede det med et Aladdin-slot, og kaldte det et kæmpemonument, og for hovedstadens smukkeste privatbygning.
Magasin var også særdeles stolte af deres nye bygning, som fra dag et blev brugt i illustrationer i annoncer, på regninger og emballage. Med ét blev Magasins bygning danmarkskendt, og den karakteristiske silhuet ud mod Kongens Nytorv er siden blevet afbilledet utallige gange.
Siden opførelsen af bygningen i 1893 har Magasin ombygget, renoveret og udbygget utallige gange. Men den kendte og majestætiske facade mod Kongens Nytorv står som dengang stormagasinet åbnede.
På Magasin du Nord Museum vises frem til 27. oktober 2024 udstillingen ‘Magasin på Kongens Nytorv – en ikonisk bygning fylder 130 år’. Museet har gratis adgang.