Kan man bo i Rundetaarn?

Da Berlingske Tidende i 1941 udgav et illustreret tillæg om Rundetaarn, var der fotografier af tårnets berømte rebus, af Sneglegangen og af Casper Finckes (o. 1584-1655) smedejernsgitter 34,8 meter over Købmagergade. Alt sammen ting, som tårnets gæster kunne og stadig kan se, når de besøger tårnet. Men der var også et billede af noget, som publikum normalt ikke får adgang til og måske ikke engang ved er der. Nemlig den gamle lejlighed lige under tårnets platform.

På billedet i avistillægget ser man det, der formentlig er den daværende opsynsmands kone, i færd med at nyde den charmerende udsigt, som få andre embedsboliger har kunnet prale af. Imens oplyser billedteksten, at vi her ser opsynsmanden lejlighed ”med pyntelige Stuer og delvis Komfort og navnlig med overdaadige Udsigter til Sydøst, Holmen, Amager og Øresund”, som det hedder.

Tæt på arbejdet

Det kan godt være, at opsynsmanden og hans kone kun oplevede delvis komfort i 1941. I hvert fald må der have været langt ned, hvis man havde glemt fløden. Men de må ikke desto mindre have haft det mere komfortabelt end dem, der tidligere havde beboet Rundetaarns øverste etager.

De første mennesker, vi ved boede i Rundetaarn, var astronomer, der på den måde var tæt på deres arbejde i Observatoriet. Den ledende observator havde som regel sin professorbolig nede i byen, mens en eller to medarbejdere rådede over mindre værelser i toppen af tårnet.

Ifølge en fortegnelse over de instrumenter, der fandtes i Rundetaarn efter astronomen Ole Rømers (1684-1710) død, bestod den øverste etage af tre kamre, der hvert havde navn efter en dansk astronom. Det første kammer blev således kaldt ”Camera Tychonica” og var opkaldt efter og dekoreret med et portræt af Tycho Brahe (1546-1601), det mellemste kammer var opkaldt efter Ole Rømer, og det tredje kammer hed ”Camera Longomontana” efter Observatoriets første leder, Christen Sørensen Longomontanus (1562-1647).

Fem børn og tre tjenestepiger

Den tidligste beboer i tårnet, vi har navnet på, er observatoren Peder Horrebow den yngre (1728-1812), der i 1753 ifølge en avisannonce var ”logerende paa det runde Taarn”. Her var han ifølge annoncen i ”Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender” at finde ”fra kl. 8 til 10 om formiddagen og fra 2 til 4 om eftermiddagen”, hvis man gerne ville købe en ny dansk og fransk grammatik, som han åbenbart solgte.

Selv om astronomernes altså var dejligt tæt på arbejdet, blev det dog i en periode forstyrret af røg fra køkkenet i den portnerbolig, der lå på den næstøverste etage. Her boede for eksempel i 1801 en familie med hele fem børn og tre tjenestepiger, samtidig med at to yngre observatorer havde værelser ovenover. Der har altså været temmelig tæt befolket i toppen af tårnet.

Det er også i portnerboligen øverst i Rundetaarn, at H.C. Andersen (1805-75) lader sin hovedperson vokse op i romanen ”At være eller ikke være” fra 1857, hvor eventyrdigteren skriver om den lille Niels, der er søn af tårnets portner, at "Nede under ham laae hele den travle By som i en Drøm".

Langt fra arbejdet

Der er dog dem, der har ment, at det var lige lovlig drømmeagtigt, når opsynsmanden eller portneren havde så langt ned til Købmagergade. I avisen "Dagen” udtrykkes det i 1806 på den måde, at det ville være ”herligt […], om den i Toppen boende Portner flyttes ned, for, som andre Portnere, at boe ved den Port, han hører til".

Lige meget hjalp det imidlertid. I 1861 rykkede Københavns Universitets observatorium til Østervold, så fra det tidspunkt var der i hvert fald ikke brug for plads til overnattende astronomer. Til gengæld bredte opsynsmanden og hans familie sig snart over hele den øverste etage, som skiller sig ud ved at have lidt mindre vinduer end resten af tårnet, hvis man ser det udefra. Toilettet lå dog ude i det lille indhug, hvor man i dag kan sætte sig på Kyssebænken lige før den endelige opstigning til toppen.

Et tungt køleskab

Lejligheden var beboet af en skiftende flok af opsynsmænd, kirkebetjente og inspektører frem til 1968, hvor det var meningen, at lokalerne skulle bruges som øvelokale for Trinitatis Kirkes kor. Heller ikke det blev dog til noget, idet den nyansatte inspektør Sørensen langsomt flyttede op i lejligheden sammen med sin hustru.

Alene på grund af flyttemetoden må det have taget sin tid. Ifølge en avisomtale fra 1977 fragtede inspektøren og hans frue selv møblerne op på en sækkevogn tillige med køleskabet, som det tog timer at flytte, fordi det åbenbart kun kunne gøres med fem meter ad gangen. Alt i alt tabte inspektøren angiveligt 10 kilo under flytningen.

Den sidste beboer i Rundetaarn flyttede ud i 2007, da direktør Jesper Vang Hansen gjorde plads til en voksende administration. Der, hvor der tidligere var køkken, stuer, børneværelser og sågar et mørkekammer, er der nu kontorer og mødelokale for medarbejdere i tårnet. Og komforten er i bogstaveligste forstand helt i top. For eksempel slipper man i dag for at gå ud i tårnet, når man skal besøge det lille hus.

I anledning af årets Golden Days-festival sætter Rundetaarn fokus på at arbejde og bo i Rundetaarn,