Vi elsker bøger festivalen er klar med familieprogrammet

24.02.23
Så kan vi endelig løfte sløret for Vi elsker bøger festivalens store familieprogram! I skal glæde jer til de mange forskellige rejser, som I alle sammen i år kan drage afsted på ude på Københavns biblioteker. Det bliver et brag af en festival fyldt med sjove oplevelser for børn, deres forældre og bedsteforældre.

Så er familieprogrammet landet på dit lokale bibliotek!

Tag med på rejse den 20. – 25. marts, når Københavns Biblioteker for femte gang hylder børnelitteraturen. I år tager Vi elsker bøger festivalen på rejse og I skal derfor pakke rygsækken, når vi alle skal rejse ind i bøgernes forunderlige verden.

Vi elsker bøgers festivalprogram byder på lidt af hvert. I kan opleve spændende forfattermøder, teaterforestillinger, kreative workshops, koncerter og meget mere.

Pak rygsækken og kom med på rejse

Københavns biblioteker vil i år fungere som rejseportaler og I år kan I blandt andet være med til at bygge en rumstation, rejse Jorden rundt med Katrine Bille, tage med på en helt særlig Hobbit-skattejagt eller rejse tilbage i tiden, når Kristian Gintberg vil fortælle om dengang dinosaurerne levede på Jorden. 

Festivalen disker op med aktiviteter for børn i alle aldre, så tag ud på jeres lokale børnebibliotek, når det i festivalugen fyldes med sjove og lærerige oplevelser, der åbner bøgernes forunderlige verden og vækker læseglæden hos både store og små.

Festivalaktiviteterne foregår i hverdagene om for- og eftermiddagen, men særligt lørdag den 25. marts fra kl. 10.00-15.00 er der fuld tryk på festivalstemningen på udvalgte biblioteker i byen. Du kan også varme op til festivalen i weekenden d. 18-19. marts med spændende arrangementer.

Find alle vores forunderlige arrangementer her

Se vores trykte program her

Festivalguide

Kig med torsdag d. 16. marts og hør om alt det I kan opleve under festivalen. Få den bedste festivalguide og tips til alle de gode bøger festivalen sætter fokus på!

Se LIVE arrangementet på Facebook

Vi glæder os til at hylde børnelitteraturen sammen med jer!

De bedste hilsener fra Københavns Børnebiblioteker