Bibliotekarerne anbefaler efterårslæsning

En overset perle:

Kun min fælle kan slå mig ihjel: digte af Osip Mandelstam

Her til lands er vi virkelig velsignet med et væld af spændende små kvalitetsforlag for tiden. Et af dem er OVO press, der udgiver både nyt og gammelt, dansk og oversat, men koncentrerer sig om emnerne køn, klasse, seksualitet, økonomi, lighed, ulighed og … nå ja revolution.

Sidste år udsendte forlaget et absolut vidunderligt udvalg af digteren Osip Mandelstams poesi som fortjener mange flere læsere. Han blev født i 1891 og voksede op i Sankt Petersborg. Mandelstam nåede at opleve både zardømmet, den russiske revolution, leninismen og stalinismen og på den baggrund er det ikke overraskende at det gennemgående tema i hans lyrik er de stærkes trampen på de svage. Digtene er tænderskærende smukke og simple – de er korte og de rimer! – men også vanvittigt komplicerede. Mandelstam associerer derudaf i vildskab uden at forklare sig. Hvis man kan få nogen til at læse digtene op for en i det korte vindue mellem søvn og vågenhed er der nok bedst mulighed for at forstå dem til fulde. Mandelstams skrift er også fuld af diskrete henvisninger til anden litteratur, så hvis man insisterer på at bruge venstre hjernehalvdel, kan man slå sig løs som litteratur-detektiv.

OVO-udgivelsen hedder ”Kun min fælle kan slå mig ihjel” – en strofe hentet fra digtet ”For en skinger triumf på en fremtidig jord”. Det var netop en fælle der startede lavinen (metaforisk, slap af!) som endte med at koste digteren livet i en sibirisk fangelejr i 1938. For en gruppe venner havde Mandelstam citeret et digt om Stalin. Han turde ikke skrive det ned. Men en af tilhørerne memorerede digtet, skrev det ned og stak Osip Mandelstam. De næste fem år var han forfulgt at regimet, eksileret, sat fri, arresteret igen og til sidst sendt afsted til Sibirien hvor døden ventede på ham i form af tyfus.

Der er en masse mere at sige om Mandelstams begivenhedsrige liv og skelsættende poesi, men for nu må det række med en stor opfordring til at læse ”Kun min fælle kan slå mig ihjel”, smukt oversat af Jon Kyst, og et citat fra digtet ”Stalin Epigram” som Mandelstams fælle fik ham slået ihjel for:

Skønt vi lever, så sanser vi ikke vort land / ti skridts afstand – og mand hører næppe en mand, / men når vi ikke lader os skræmme, / taler vi om en bjergbo i Kreml. / Han har fingre så tykke og fede som orm, / og så sande som pundstunge lod er hans ord, / kakerlakøjne smiler og griner, / støvleskafterne skinner og hviner.

/Caroline

En finurlig læseoplevelse:

Grimmsburg af Gerz Feigenberg 

I arbejdet som bibliotekar er man af og til heldig at støde på oversete guldkorn, og det var tilfældet for mig da jeg for nylig opdagede sanatorieromanen ”Grimmsburg”. Af en eller anden grund har jeg altid fundet sanatoriehistorier utroligt interessante, så jeg bestilte fluks bogen hjem, og jeg blev ikke skuffet!  Romanen er nemlig én lang cliffhanger, hvor et net af drømme, mareridt, galskab og opspind væves sammen til et væld af mystiske fortællinger. Som læser bliver man undervejs temmelig meget i tvivl om, hvad der er sandt og falsk, og i tråd med hovedpersonens oplevelse fører dette til filosofiske funderinger om, hvorvidt hovedpersonen (og én selv) overhovedet eksisterer eller om han (også) er ren fiktion i fiktionen.

”Grimmsburg” udkom i 1993 og har dermed 30 år på bagen, men historien ville på sin vis godt kunne foregå i nutiden. Sanatorietopholdets karakter tillader nemlig yderst begrænset kontakt med omverdenen, og det synes derfor naturligt, at hovedpersonen hverken benytter smartphone, tablet eller computer.

Sanatorieopholdet, tænksomheden og romanens titel vidner om stærke referencer til Thomas Manns romaner ”Kongelig højhed” fra 1909 og ”Trolddomsbjerget”, som i 2024 kan fejre 100 år, og det skulle da heller ikke undre mig om forfatter Gerz Feigenberg (1956-2011) havde et godt kendskab til Manns forfatterskab. Trods tyske aner og tyskklingende navn, så delte de to forfattere dog ikke nationalitet, for Feigenberg var dansk, og han ernærede sig ikke blot som forfatter, men også som dramatiker, skuespiller og instruktør.

Med sine 153 sider byder ”Grimmsburg” på en yderst tankevækkende fortælling i en meget overkommelig størrelse, og så er den endda også tilgængelig som e-bog og lydbog på eReolen.

/Laura

En mangefacetteret læseoplevelse:

De unævnelige af Trisse Gejl

En mangefacetteret bog der tager livtag med erindringsbegrebet – er der ikke ofte lige så mange sandheder som antal mennesker, der har oplevet det erindrede?
Og en bog der bør interessere alle der har været fascineret af forfatterens tidligere bøger. I den nye bog genbesøges alle tidligere romaner – tilblivelsen af dem er bogens bærende struktur. Fra den første som forfatteren “skrev i hånden om natten i et køkken i High Barnet i Nordlondon 20 år gammel”, til den ottende som skildrer en kvindes psykiske sygdom og hendes omgivelsers afmagt.

Vi følger forfatterens værker og personlige udvikling fra eksperimenterende ungdomsår til tilværelsen med 3 børn i København.
Titlen ”De unævnelige” henviser til de fortielser og fortrængninger, vi alle går rundt med og nødig taler om. Bogen skildrer fortielser og ubearbejdede begivenheder rundt om forfatteren gennem årene. Størst det unævnelige at moren begik selvmord ved at springe ud ad vinduet da forfatteren var 4 år.  

Men er bogen blot foder til den læser der søger forståelse af romanen direkte fra forfatterens liv? Måske, men så overses at romanen undervejs sigende citerer Amos Oz: ”Den der søger fortællingens kerne i området mellem skabelsen og forfatteren, begår en fejl. I stedet skal man søge den i området mellem det skrevne og læseren”. Forfatteren holder et spejl op foran læseren og inviterer til refleksion.

Kapitlerne veksler mellem fortid og nutid – og fortæller om arbejdsprocesser og sindstilstande. Sat i ramme af begivenheder som Berlin-murens fald og 11.9.2001. Læsning giver forståelse af hvordan forfatterens mors tidlige død på den ene side er noget familien aldrig har talt om – men som bestandig har påvirket, også forfatterskabet.
Det er en utraditionel og fantastisk roman!

/Tage

En forrygende anmelderdarling:

Vinter af Ali Smith

Ali Smiths anden bog i hendes årstidskvartet er som den første Efterår en tragikomisk fortælling, hvor man både griner og græmmes undervejs.

Persongalleriet i Vinter er enkelt: Der er Sophia – en ældre lettere forstyrret og sur kvinde, der bor alene i en kæmpevilla med et hallucineret barnehoved, som muntert følger hende overalt, som var det hendes eget barn eller måske et billede på hendes egen barndom.

Der er sønnen Art, der netop er kommet ud af et kærlighedsforhold, hvilket han ikke har mod til at fortælle sin mor, og det bringer Lux på scenen: En kvinde han tilfældigt har mødt, og som han betaler for at spille hans tidligere kæreste julen over.

Endelig er der Sophias søster Iris, der i modsætning til sin nærige men velhavende søster har en medmenneskelig og socialistisk indstilling til verden, idet hun kommer til huset fra at have hjulpet bådflygtninge i Grækenland.

De fire personer samles i julen hos Sophia, der hader julen og hverken har sørget for mad eller hygge på trods af sin økonomiske formåen.

Særlig interessant er personen Lux, der barnligt og naivt stiller spørgsmål til alt det, de andre tager for givet, og som uden fordomme møder de nye mennesker i sit liv med varme og menneskelighed.

Ali Smith har som i Efterår, der især var en kritik af individets fremmedgørelse i et stadig mere bureaukratisk samfund, også i Vinter et politisk budskab. Romanen er et billede på det Storbritannien, der står tilbage efter Brexit, der ikke her blot ses som en konflikt med EU men som en intern konflikt i landet mellem rig og fattig, mellem liberalisme/kapitalisme og socialisme, mellem statsborgere og de fremmede.

Sproget er smukt, og det hallucinerede barnehoved integreres lige så naturligt, som man ser det i magisk realisme og forsvinder lige så naturligt. Romanen slutter med forsoning og en erkendelse af, at mennesker kan mødes på tværs af overbevisninger, og at der er brug for et blik udefra, for at det kan ske.

Efterår og Vinter var forrygende læseoplevelser, og jeg glæder mig til Forår.

Årstidskvartetten kan læses uafhængigt af hinanden, idet hver bog er en afsluttet historie, men læser man dem alle, vil jeg anbefale at læse dem i kronologisk rækkefølge. 

/Susanne