Dobbeltfejl eller endnu en dag i Guds skaberværk...?

24.01.24
En stemningsfuld efterårsaften inviterede Sydhavnens bibliotek til Bog-Slabberas

Bog-Slabberas er en Booktalk på Sydhavnens bibliotek - hvor Anja og Lene, litteraturformidler og bibliotekar byder på læseinspiration, højtlæsning og kaffe. 

Vi bød på utæmmede moderdyr, puslespil med 5000 brikker der nødvendigvis må afsluttes og en temmelig kontant socialrådgiver. Opdagede hvordan ord der knytter sig til kvinder blev glemt da den store ordbog blev skabt, besøgte kvinder i Iran om eftermiddagen og fulgte to svigerinder på en skæbnessvanger dag i 1958. Vi lærte hvad Slutty jeans er og om hvorfor det er så vigitg at fortælle historier. Læs med herunder - bøgerne har vores varmeste anbefalinger.

"Dobbeltfejl" af Anne Mette Kirk

Vi er i Vedbæk i Nordsjælland. Tre mødre med tre sønner i samme 5. klasse. En 14 sekunders video, der får deres liv til at vakle. De tre mødre Sarah, Anne Sofie og Ulrikka – er dybt uenige om, hvad det er, de har set på videoen, der pludselig florerer på Søllerød Lilleskole: Om det er grov mobning, et seksuelt overgreb, eller om det, der sker mellem deres tre børn, blot kan reduceres til “drengestreger”. 
Og der lægges bestemt ikke fingre imellem, når moderdyret vil beskytte sin unge så at sige, om det så er at hyre en topadvokat, tilbageholde information, tale situationen hen til sit barns fordel, bagvaske andre eller udsætte dem for gedigen afpresning. 
Det er nervepirrende, spændende og tankevækkende og det kunne uden tvivl være foregået i virkeligheden. Nuancerede karakterer og interessante temaer binder en smuk sløjfe på en yderst læseværdig roman.
 

"De Glemte ords bog" af Pip Williams

Esme vokser op uden sin mor, til gengæld vokser hun op i en verden af ord. For hendes far er en del af holdet af leksikografer, som arbejder på den første udgave af the Oxford english dictionary. 
Fra hun er helt lille, bliver hun hver dag taget med til Skriptoriet som de kalder det haveskur de arbejder i. Her sidder hun under bordet og bliver fascineret over de mange sedler med ord, som falder ned mellem stolene - bogstaveligt talt. Dem begynder hun at indsamle og det bliver begyndelsen på en helt anden ordbog, nemlig De glemte ords bog. Det er kun mænd der arbejder på OED, og på et tidspunkt går det op for Esme at rigtig mange af de afviste eller glemte ord handler om kvinders oplevelser, både hvad angår krop, seksualitet og køn. Og hendes ordbog ender med viser en helt anden virkelighed end den autoriserede udgave. 
Esmes fiktive historie væves naturligt sammen med den faktiske historie om OED’s tilblivelse. En historisk roman om hvordan sproget former verden, om kærlighed og sorg.
 

"Endnu en dag i Guds skaberværk" af Katrine Marie Guldager

Lotte Andersen er ikke sådan en type, der kan lade tingene ligge. Hun har netop mistet sit arbejde som socialrådgiver, da hun nægtede at følge en henstilling fra ledelsen om, at lade noget ligge, der ikke var helt lovligt – de andre kolleger kunne holde kæft, det kunne Lotte ikke! Da Lottes ex-kæreste Michael bliver fundet død, kan hun heller ikke bare overlade opklaringsarbejde til politiet. Sammen med Michaels 19-årige søn Daniel begynder Lotte at grave i både fortid og nutid for at forstå forholdets karakter, Michaels pludselige død og det faktum, at Lotte aldrig har følt sig som del af de andres fællesskab. 
Der er både en underspillet komisk - og moralsk tone i bogen, for der er for mange, der ikke vil vaske deres del af trappen. Guldager sætter de midaldrende, vrede kvindelige velfærdsarbejdere i førertrøjen i disse år, og det beriger litteraturen umådeligt.
 

"Kærestepotentiale" af Alexis Hall

Hvad gør man, når man er en semikendt rockstjernesøn, som fucker så eftertrykkeligt op i medierne, at ens arbejde er i fare? Luc er pga en misforståelse røget i medierne og nu truer det hans arbejde som fundraiser for en fond. Alle de rige sponsorer som donerer penge, falder fra, for de vil i hvert fald ikke være en del af en skandale - Luc er nødt til at gøre noget for at rette op på sit ødelagte image - så hvad gør man? 
Man finder da en superrespektabel forsvarsadvokat man kan fakedate.  Den beskrivelse passer spot on på Oliver – ung, etisk vegetar og helt perfekt! Heldigvis har Oliver også brug for en “fake”kæreste. De har absolut intet til fælles! Luc er rodet, selvhadende, skamløs og udadvendt –Oliver er kontrolleret, ordentlig og tilbageholdende, den ene er til sluttyJeans, den anden til jakkesæt, men på trods af det, er gnisten mellem dem sprængfarlig. Inden længe er det vist temmelig svært at holde styr på, hvad der egentlig er fake. En virkelig sjov, sød og frustrerende kærlighedshistorie mellem to voksne unge mænd - som i høj grad kredser om hvad lavt selvværd og usikkerhed gør ved os og vores relationer. Kan ikke anbefales til læsning i S-togets stillekupé...
 

"Som alle andre eftermiddage" af Zoyâ Pirâd

Iranske Zoyâ Pirzâd har skrevet 14 små fortællinger med kvinders liv i centrum. Kvinder, der laver smagfulde retter, kvinder der kigger ud i haven og ser på blomsterne, kvinder der venter. De venter på deres mænd, at deres børn skal komme på besøg, at deres datter krydser gaden sikkert på vej hjem fra skole, de venter på tid. Overspringshandlingerne føles trygge og velkendte, men blokerer for realiseringen af deres drømme. Som f.eks. den kvinde, der drømmer om at skrive en historie, men erstatter den seddel, der skal minde hende om at gøre det med påmindelsen om at købe tomater. For tomaterne skal hun bruge til at tilberede en enkel ret – en ret, der var tænkt som en mulighed for at frigive tid til at skrive. 
Kvinderne overhales indenom af livet, skæbnen, døden, imens de står i hverdagens stille sitren. Der er ikke meget drama i Pirzâds lille bog, og alligevel er der noget ulmende i alle fortællingerne som en plet på en hvid brudekjole, som et oprør i sin vorden. 
 

"Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler" af Ditte Holm Bro

Romanen indledes med et kort kapitel, hvor vi møder svigerinderne Valborg og Johanne i 1952, hvor Valborg forærer Johanne sin søn Poul. Udmattet af fattigdom og nærmest psykotisk er det det bedste hun kan gøre. Herefter springer vi til den 22. december 1958, hvor vi på skift følger de to kvinder på denne ene skæbnesvangre dag. Deres liv, valg, sorger, glæder, fortrydelser og alt derimellem bliver fortalt over denne ene dag, flettet sammen med dagens dagligdags gøremål. De støver af og støver til. En beskrivelse af kvindeliv i 50’erne, både om den komplicerede kærlighed mellem mor og barn, kvinder imellem, og hvor fastlåst den generations kvinder var i en hverdag som ofte var ensom, rutinepræget og traditionsbundet.
 
 

"Når vi ånder i takt" af Dorthe Løwendahl Bomann og Niels Hausgaard

Her har vi fat i en utrolig sympatisk samtalebog om fortællingens forunderlighed og en entertainer fra Vendsyssel, der har gjort det til sin levevej at fortælle historier. Niels Hausgaard lukker også lidt op for den biografiske pose og fortæller om at vokse op med en meget religiøs far, der fik alting til at handle om Gud og på den måde skabte massiv distance til sin søn, men Hausgaard går i en stor bue uden om sentimentaliteten i sine beskrivelser af opvæksten. 
Hausgaard fortæller spændende og sjovt om starten på sin karriere, hvor han sang om den kedeligste nyhed i Aalborg Lokalradio efter hver nyhedsudsendelse. Han fortæller om at sætte ting på spidsen i sine shows og så at afmontere uenighederne med det, vi kan være sammen om; latteren, samtalen og historierne. Den opskrift findes også i ”Når vi ånder i takt” og den forbinder os forbilledligt. 
 

"Afslutninger" af Kim Andrea Brofeldt 

Sarah arbejder på et Plejehjem – og hver gang en beboer dør, så afslutter Sarah hvad det nu var de var i gang med – en bog, et puslespil eller det værste et håndarbejde. Nogle gange er det nemt, som et måltid mad, andre gange er det et f.eks. puslespil med 5000 brikker! Sarah har ikke mod på nogen som helst form for begyndelser, og bruger al sin tid på at afslutte andres projekter. Langsomt åbner mødet med nabodrengen Bastian og blomsterhandleren Mehmet (med de blødeste gråsprængte krøller) op for Sarahs traumer og giver hende mod på at deltage aktivt i livet, men det måske ikke så nemt, når man har brugt 30 år på ikke at gøre lige præcis det. En bog om sorg og soning, om opvækst og kærlighed, om arv og miljø og især om at beskytte dem man elsker.