Hvad læser Maren Uthaug?

Maren Uthaug modtog i sommers DR Romanprisen 2018 for sin slægtsroman 'Hvor der er fugle', og der er eftersigende en ny stor læseoplevelse på vej fra Maren Uthaugs hånd, som handler om døden. Men hvad læser Maren Uthaug, når hun ikke skriver?

Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig det seneste år og hvorfor?
Primo Levis ‘Hvis dette er et menneske’ er noget af det vildeste og bedste jeg nogensinde har læst. Det handler om, hvor lidt der skal til, før vi ikke er mennesker mere. Enten som fangevogtere eller som fanger. Synes det er en meget meget klog og lige så trist bog. Hvis man ikke har læst den, skal man straks gøre det. Bagefter kan man læse ‘En fortælling om blindhed’ af Jose Saramago. Den handler lidt om det samme, altså hvor meget skal man skrabe i civilisationen før det hele falder sammen om ørerne på os. Når man så er træt af verdens undergang og bare har lyst til noget mere saftigt, skal man kaste sig over den norske ‘En kold dag i helvede’, der endelig er kommet på dansk. Den er skrevet af Anne B. Ragde og er den nordiske vildmarksudgave af bøger som Fifty shades. Men i modsætning til de andre, kan Ragde skrive og så er den hverken klichefyldt eller overdramatiseret. Det istedet bare koldt og dyrisk og primitivt. 

Hvilken litterær helt havde du som barn?
Jeg læste hvad som helst fra barn. Jeg startede fra en ende på børnebiblioteket og læste mig igennem alle hylderne. Da jeg var færdig, startede jeg forfra. Mit første crush havde jeg således også på den unge biblioteksmedhjælper, der var der hver torsdag. Jeg ved ikke om jeg havde decideret helte. Jeg læste Kulla Gulla og Ronja Røverdatter, De fem og Hejsa Majsa. Mest bare fordi de var der. Misunder mine børn, at de har så meget mere at vælge i mellem i dag. 

Hvordan finder du frem til de bøger, du læser?
Elsker at støve rundt i boghandlere og se, hvad der står på hylderne. Ellers følger jeg med i Politikens bogtillæg eller bytter med min veninde Kim. Hun er den eneste, jeg låner bøger til, for hun er den eneste, der leverer dem tilbage. Og så er hun god til at grave sig igennem mine hylder og fine sine egne igen. Jeg er af samme årsag forlængst holdt op med at bruge biblioteker, det har altid været fuldstændig umuligt for mig at aflevere bøger igen. Svært både at finde dem - og huske at gå over med dem. Det ender altid med at blive dyrere end at købe dem. 

Hvorfor læser du bøger?
Da min ældste var 12 var vi i Indien i en del uger og hun løb tør for læsestof. Så hun lånte min og læste derfor sin første voksenbog. Det var ‘Glasslottet’ af Jeanette Walls. Bagefter sagde hun de gyldne ord: “Man behøver jo slet ikke rejse for at opleve, man kan jo bare læse”. Tænker det er en meget god beskrivelse af, hvad litteratur kan. 

Hvilken bog planlægger du at læse som den næste?
‘Bøn for Tjernobyl’ af Svetlana Aleksijevitj. Jeg læste med stor begejstring hendes tidligere bog ‘Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’ - også en bog man med fordel kan læse, næste gang man har lyst til en fantastisk bog. Men det er bøger, man kun læser få sider i ad gangen, de er dystre og man bliver en smule mismodig af dem. Så sideløbende har jeg tænkt mig at læse ‘Vi har altid boet på slottet’ af Shirley Jackson. Har læst få sider og den virker dejlig spændende - og underlig. Har virkelig svært ved at regne ud, hvad den vil mig. Det kan jeg godt lide. 

Mød Maren Uthaug på BIBLIOTEKET Rentemestervej d. 20.1 og hør hende fortælle om den bog, hun selv er i gang med at skrive lige nu.

Maren Uthaug
Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix
Spørg biblioteket