Hvad læser Pia Tafdrup?

28.02.22
Pia Tafdrup er aktuel med udgivelsen "Berøringen af hud", den femte og sidste digtsamling i sansekvintetten DE FEM SANSER, som du kan komme ind under huden på til Christianshavns Bogfestival 2022. Vi har spurgt hende, hvad hun selv læser lige nu, og hvad hun vil anbefale til de københavnske læsere.

Hvilke titler nyder især din opmærksomhed for øjeblikket?

"Jeg er ved at læse maleren Nina Sten-Knudsens "Et essay om frihed (og ufrihed)", der er udstyret med et overdådigt billedmateriale, dels af Ninas egne stærke og forunderlige værker, dels et stort materiale, som hun har relateret til et helt liv. Det er guld værd at lytte til kunstnerens egne refleksioner, så jeg glæder mig kun til at vende tilbage til dette essay, når jeg har afsluttet de mange forberedelser, jeg befinder mig midt i til udgivelsen af den sidste sansebog, Berøringen af hud i min serie De fem sanser.

Desuden er jeg i gang med "Dictionary of Silence" af Aleš Debeljak i Sonja Kravanjas oversættelse fra slovensk af den alt for tidligt døde digter og kulturkritiker. Jeg genlæser Aleš (1961-2016), som jeg har haft den store glæde at kende og høre læse. En sætning som “Until the end you´ll be the only one” er symptomatisk for ham.

Endelig følger jeg Solvej Balle, der bind for bind udfolder "Om udregning af rumfang". Tre af de planlagte syv bind af værket er foreløbig udgivet. Her er jeg i sjældent godt selskab."

Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig og hvorfor?

"Jeg har haft et væld af skønne læseoplevelser, men der er ikke mange forfattere, jeg vender tilbage til som til  H.C. Andersen. Min far begyndte tidligt at af læse op for mig af H.C. Andersens Eventyr og historier, som jeg fik i dåbsgave, og som jeg læste højt af for min far, da han kom på plejehjem. Nu ser jeg frem til at skulle læse “Fyrtøjet", “Snedronningen", "Den uartige dreng” og en masse andre eventyr for mine børnebørn. H. C. Andersen taler genialt i eventyrets form til mennesker i forskellig alder. Der er noget at hente for enhver til hver en tid og over hele kloden. Hvilken anden forfatter spænder så vidt?"

Hvad giver det dig at læse et godt værk?

"At træde ind i en andens åndrige univers er som at rejse til et ukendt sted. Det er både et sanseligt møde, og det kalder overraskende tanker frem. Jeg kommer måske ikke ud som en anden, når jeg har været gennem en god bog, men er jeg blevet berørt, og har den sat nye tanker igang, har jeg opnået en anden opmærsomhed og er måske i stand til at betragte verden fra en ændret vinkel. At få åbnet øjne, ører og sind af et godt værk er stort - og meget givende."

Har du læst en særlig bog, du har lyst til at anbefale andre at læse?

"Walter Benjamin: "Passageværket"."

Hvilken litteratur taler efter din mening særligt til sanserne?

"At der sanses ligger som en skjult eller åbenbar forudsætning for et værks kvalitet, da det jo er et sansende subjekt, der står bag en tekst. Smag, dufte, billeder, lyde og berøringer kan kaldes frem i alle genrer, så de virker ind på den læsendes krop, i hvert fald på sindet. Men det er især poesiens rytme og kondencerede form, der har sine fordele, når det gælder konkrete sansninger. Sansningen står imidlertid ikke alene, sansning og erkendelse forudsætter uafbrudt hinanden. Det er det interessante! Vi har en empatisk evne til at udvikle en spejlsmerte. Det er et subtilt og uhåndgribeligt fænomen. Det gør ondt på mig, når jeg læser om noget, der gør ondt på andre. Jeg kan berøres, som bliver jeg selv berørt. Det er også en vigtig dimension. Indlevelsen gør ondt, men det er en styrke, for indlevelse i andre er fundamental for vores fælles liv."

 

"Berøringen af hud" udkom på Gyldendal d. 3.3.2022

Materialer