Decembers krimihighlights: Puslespilsmysterier, Nesbø-gys og længe ventede seriefortsættelser

Efteråret har været fyldt med gode krimi-udgivelser, og krimiredaktør Katrine har næsten ikke kunnet komme til for gode læseoplevelser.

I november løb Bogforum af stablen, hvor vi mødte en masse forfattere, der var klar med nye bøger. Nogle af dem var lidt voldsomme i deres overtalelsesmetoder til at få os til at læse dem, som du kan se i vores video på Instagram. Men det betyder altså også, at denne artikel er tætpakket, så jeg håber, at du er klar. 

Se videoen på Instagram

De lidt hyggelige af slagsen

Undertegnede elsker jo en hyggelig puslespilskrimi, og dem er der kommet et par stykker af. Louise Penny er klar med endnu en bog i serien om den lille by Three Pines i Canada, hvor Armand Gamache opklarer en sag om en mystisk kutteklædt skikkelse og et lig i en jordkælder under en gammel kirke. Beskrivelserne af det canadiske efterår og Armand og hans venner og kolleger er som altid virkelig hyggelige samtidig med at mysteriet holder dig fanget.

Skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke er debuteret med bogen Adams arv. Som hun selv fortalte mig på Bogforum, så er det jo ikke en særlig blodig krimi, men mere en beretning om familiekonflikter. Lassen-Kahlke skriver sig ind i en ny trend, som vi især ser med engelske krimier. For når advokaten Ursula bliver viklet ind i en mordsag, handler det om gamle herregårde, skjulte bankbokse og et fald ned ad en trappe, som nok ikke var et uheld.

Og apropos den nye engelske trend med de hyggelige krimier, så er der kommet en ny serie om Dronning Elisabeth som detektiv. Det er lige så fjollet og hyggeligt som det lyder, men også spændende og udfordrende. Liget på Buckingham Palace er andet bind i S.J. Bennets serie om detektiv-dronningen. Denne gang må majestæten opklare et mord om ansat, der er fundet død ved swimmingpoolen.

De uhyggelige

Men mord er jo i sagens natur ikke særlig hyggeligt. Og det får man virkelig at mærke i to nye byer fra to af de helt store veteraner inden for genren. 
Stephen Kings bog ”Senere” udkom i USA i 2021, men er nu kommet på dansk. Bogen minder om ”Det onde” eller ”It”. Den handler om drengen Jamie, der kan se ting, men da han hjælper politiet med en sag, ender han med selv at blive byttet.  Bogen kryber ind under huden på dig og du får måske lidt svært ved at sove – også fordi du på vanlig King-vis får lidt at tænke over.

Mindst lige så meget uhygge finder du i Jo Nebos nye gyser ”Nathuset”, om et hus i en mørk skov. Det er den slags samfund, hvor man ikke bryder sig om fremmede, og man sidder tilbage med en klaustrofobisk fornemmelse, når to teenagedrenge forsvinder, efter at have været sammen med den nye i byen – Richard. Richard prøver at forklare, hvad der er sket, men ingen vil tro ham. Sproget er virkelig med til at løfte denne læseoplevelse helt op på gyserbarometeret.

Nyeste bind i de store serier

Endelig er der nok mange af os, der har ventet på de nyeste bind i de allerstørste serier. Hvad end det gælder sidste del af Afdeling Q eller den nye Ruth Galloway, så er der nok at komme efter. Bøgerne herunder behøver nok ikke nogen større introduktion – bare skynd dig ind i reserveringskøen.

Jeg håber, at du er blevet inspireret til et par nye læseoplevelser. Min læsebunke er i hvert fald vokset gennem efteråret – og mon ikke der er et par firkantede pakker under træet til mig.

OBS! Vil du læse flere artikler om krimier og thrillere samt modtage lister med bibliotekernes nye krimiindkøb, så tilmeld dig nyhedsbrevet nedenfor.

Vil du slå ihjel for en god krimi?

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Nye mordsager og nervepirrende thrillers"

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Nye mordsager og nervepirrende thrillers"