Lejemordere og hemmelige agenter: Mennesker med et helt særligt sæt færdigheder

De hacker din computer, skygger dig gennem byen og kanøfler dig med jiu-jitsu og krav maga. Katrine fortæller om bøger med hemmelige agenter.

Der er de der supermennesker, der kan se om der har været nogen i din lejlighed med et enkelt blik og følge deres næsten usynlige spor gennem en storby. De kan hacke alverdens computersystemer og kan mindst tre forskellige kampsportsteknikker. De er lejemordere og agenter – og så er de sindssygt spændende at læse om.

Jeg har altid været fascineret af folk, der var rigtig gode til noget, og måske er det det, som den her genre virkelig rammer ind i for mig. Jeg nyder at se den lille mand på gulvet optrevle store sammensværgelser – simpelthen ved bare at være helt vildt klog og dygtig. 

Jeg har samlet nogle af de bedste inden for genren. Nogle af dem vil du helt sikkert kende i forvejen, men der er også nogle nye i puljen.

Det var denne bog, der for nylig igen kickstartede min fascination med genren. Jeg synes faktisk, at den var så god, at jeg anbefalede den til en gruppe læsetrætte 7. klasser, selvom det er en hårdtslående actionbog. Jeg solgte den sådan her: ”Den her bog, er ligesom at se en actionfilm. Kapitlerne er korte, bilerne hurtige, og drabene mange.” 

Bogen handler om manden ”Sytten”, der er agent nummer sytten. Ham man ringer til, når de officielle efterretningstjenester har givet op. Hans nye mission: At slå ”Seksten” ihjel. Den agent, der var den bedste før ham. Problemet er bare, at ingen ved, hvor ”Seksten” er, men det er her ”Syttens” evner kommer i spil – for han er den bedste til at opspore folk, der ikke vil findes. 

Du kender dem fra filmen

Den her genre er egentlig mest kendt på film. Det er den slags film, hvor biljagterne er koreograferede som dansenumre, og hvor helten altid kan dræbe tyve modstandere uden selv at blive skudt. Men vidste du, at mange af de her film har bøger som forlæg? Bøger som på meget bedre vis kan udfolde den ofte konspiratoriske problematik, der er motoren for hele historien. 

De har noget at bevise

Hvad får man så, når man tilsætter de her særlige færdigheder et skud kvindelig intuition? Svaret er dræbermaskiner med en samvittighed og en desperat tørst efter at vise deres værd.

I ”Nomade 44” møder vi Bianca St. Ives. Hun er mestertyv, ekspert i talrige kampsporter og lynende intelligent. Et kup i Bahrain går galt og hendes far og læremester bliver dræbt. Men det tror CIA ikke på, og de er klar på at bruge Bianca som lokkedue for at finde ham. Bianca bliver tvunget til at undersøge mere om sin far, og det er ikke alt sammen hun bryder sig om. Man sidder og tænker, at Bianca er fuldstændig hyper-heldig. For så dygtig er der ingen, der kan være – men selv det er der en forklaring på.

Alle mennesker i denne artikel er dygtige til kamp og spionage, men der er også mange af dem, der er virkelig kloge. Sådan er det også med Kemikeren, Alex. Hun er ekspert i gifte og kan dræbe alle med den rigtige blanding. Men hun er også på flugt fra sine tidligere arbejdsgivere – et amerikansk efterretningsagentur, der kender hendes metoder. Men kan hun slippe fri, hvis hun bare udfører et sidste mord? Den videnskabelige vinkel gør den her bog ekstra nervepirrende. For findes der mon en giftekspert i virkeligheden, der går rundt og dræber folk, uden vi ved det?

Kvinden Jack er sammen med sin mand ekspert i at sikkerhedsteste. Hendes mand hacker sig ind i virksomheders systemer, og Jack bryder ind fysisk. Men da hendes mand findes myrdet, er Jack den eneste mistænkte, og hun må bruge alt, hvad hun har lært, da hun skal flygte, rense sit navn og ikke mindst: finde den rigtige morder. Det er den slags bog, du læser ud i en køre med hjertet siddende oppe i halsen. Bogen er desværre ikke oversat endnu, men hvis du læser engelske bøger, må du ikke snyde dig selv for den her.

Spionen, der bliver ved og ved 

Vi har haft fat i nogle af de helt store spændingsforfattere som Lee Child og Robert Ludlum, men vi kan ikke afslutte denne artikel uden også at nævne Daniel Silva. Hans serie om Gabriel Allon er på mere end 20 bøger. Efterretningsagenten Allon er den bedste af de bedste. Det er ham man ringer til, når folk skal findes og konspirationer skal optrævles. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, så hop ned på biblioteket og se, hvilken der er hjemme hos dig. 

Jeg håber, at du er blevet inspireret til at finde en bog, der matcher lige netop de særlige færdigheder, du er på udkig efter.

Og husk - hvis du ikke allerede er det - at tilmelde dig vores nyhedsbrev Krimispecial nedenfor. Så får du besked om alle de nyeste krimier og spændingsromaner.

Vil du slå ihjel for en god krimi?

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Nye mordsager og nervepirrende thrillers"

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Nye mordsager og nervepirrende thrillers"