All Aboard! Krimier til lands, til vands og i luften

Mord bliver begået på stribe i transportmidler, og du har billet til første klasse på turen gennem de bedste.

Før vi sætter sejl, letter og kaster kul og koks på maskinen, så er der selvfølgelig en række sikkerhedshensyn vi må tage. Alle de nævnte bøger i denne artikel kan kræve, at du er godt spændt fast. Derfor anbefaler vi at bøgerne læses under et tæppe, med fødderne i vand eller måske med solide vandrestøvler og høretelefoner. Hvis du skulle blive bange undervejs, stoppes læsningen ved at lukke bogen eller ved at hive høretelefonerne panisk ud af din telefon. 
Rejser eller læser du sammen med andre, så husk altid at sørge for din egen læsning først. Når du har en god bunke selv, kan du låne til andre. Husk også at dine lokale børnebibliotekarer elsker at hjælpe med denne opgave. 
Nødudgangene er placeret i din lomme (telefon med sociale medier), i din stue (TV) og via din slægtning, der insisterer til at tale til dig, selvom du læser. 
Vi ønsker alle god læsning. 

Forfærdelig frygt i fly

Programmet for vores rejse indeholder flere forskellige transportmidler, og til en start står flyet klar og venter på os. Flyet kan virke klaustrofobisk og bidrage til en følelse af, at ingen kan slippe væk – end ikke læseren. 
Agatha Christies døden i skyerne kan lånes på E-reolen. Her bliver en kvinde myrdet på en rejse fra Paris og jeg har selv læst bogen i et fly og stemningen er perfekt beskrevet. Flyet er lille og alle har overblik over kabinen. Problemet er at ingen har set nogen der nærmede sig Madame Giselles plads. Heldigvis er Hercule Poirot også med flyet.

Døden i skyerne | eReolen

I ”Gidsel” af Clare Mackintosh bliver fly-miljøet brugt på bedste vis. Mina er stewardesse på et fly fyldt med kendte mennesker. Hun er særligt udvalgt til lige netop den flyvning, men hun har svært ved at slippe dem derhjemme – især sin femårige datter. Og så sker det værste, der kunne ske – Mina får en mystisk besked fra en passager og er pludselig blandet ind i et plot om, at flyet aldrig skal nå sin destination. For hvis hun ikke gør, som der bliver sagt, så vil det gå ud over hendes datter. Clare Mackintosh er kendt for sinde gode plot-twists, og denne bog er ikke en undtagelse. 

Det der med at nogle mennesker er ude efter din datter, er også noget, som hovedpersonen i ”Plads 7A” kender til. Bogen er skrevet af Sebastian Fitzek, og handler om psykiateren Mats Krüger, der ser sig tvunget til at tage flyet til Buenos Aires for at se sin højgravide datter. Der er bare et problem – han har fået tildelt plads 7A – den mest uheldige plads i et fly, hvis man skal tro statistikkerne. Og det går da også helt galt, for en af hans gamle patienter er med, og snart må Mats vælge om hele flyet og alle dets passagerer skal styrte ned, eller om han vil redde sin datter.

Ken Follet har også kastet sig over fly-krimi-genren med bogen ”Nat over havet”. Bogen foregår lige inden anden verdenskrig, hvor man kunne flyve med vandflyver mellem England og USA på kun 36 timer. Og på en af de sidste ture inden krigen går det altså galt. Passagererne ombord er en broget skarer og de har alle deres egne motiver – der er skruet op for intriger og jalousi og forbrydelserne står i kø. Vi følger blandt andet fascisten lord Percy Oxenford, hvis navn måske er en cadeau til Dorothy L. Sayers’ detektiv – om end der ikke er mange andre ligheder. Der er også tyven Harry Marks, der har planer om at starte en ny tilværelse i USA og Karl Hartmann, en jødisk videnskabsmand – og de er altså alle sammen spærret inde i en flyvende blikæske.

Tragisk tumult i tog

Toget til gode læseoplevelser afgår fra perronen om få sekunder. Tog kan på samme måde som fly være en klaustrofobisk affære, men tempoet er roligere og kan lulle dig ind i en falsk tryghed. Igen må denne artikels forfatter henlede opmærksomheden på Agatha Christie, som brugte togrejsen i flere af sine krimier. Måske er det endelig tid til, at du kaster dig over Mordet i orientekspressen, hvor Hercule Poirot står med en myrdet passager, der har forbindelse til drabet af en lille pige. Det er jordens bedste plot, og hvis du endnu ikke er blevet spoilet, så skynd dig at læse bogen før, det er for sent. Hvis du er mere til Marple end Poirot, så kast dig over 4.50 fra Paddington, der bruger toget på en virkelig klog måde, da en kvinde ser et mord i et tog, der passerer forbi det tog, hun selv sidder i.

For at blive i klassikerne, så kan jeg også anbefale ”Farligt møde” af Patricia Highsmith. Den handler om to mænd, der møder hinanden på et tog. De har begge en person i deres liv, som de godt kunne tænke sig at komme af med. Men hvordan er det lige man slipper af sted med mord? De beslutter sig at bytte mord, men det hele er selvfølgelig ikke helt ligetil. Romanen er også blevet filmatiseret af Alfred Hitchcock.

”Kvinden i toget” blev en af de der hypede krimier for et par år siden, og med rigtig god grund. Paula Hawkins har skrevet en virkelig neglebidende fortælling, hvor man ikke ved, hvem man kan stole på. Rachel tager toget på arbejde hver morgen, og hun kører forbi et hus, hvor der bor et smukt ungt par. Hun bliver nærmest besat af dem, men så en dag er kvinden forsvundet, og Rachel er den eneste, der ser ud til at tage sig af det.

Skingre skrig på skibe

Kast fortøjningerne for nu stævner vi ud med det sidste transportmiddel. Bådens vuggende næsten hypnotiske atmosfære drager os ind i fantastiske mordgåder. Igen spejder vi mod klassikerne til en start, hvor især Agatha Christies ”Døden på Nilen” stadig holder vand(!). Her bliver den unge arving Linett Ridgeway myrdet – og alle ombord på skibet har en grund til at gøre det. Lige undtaget Hercule Poirot, der optrevler et virkelig gennemtænkt plot. Også Blomstermorderen af Ngaio Marsh kan anbefales. Her er skibet et fragtskib med en lille skare af passagerer – og en af dem er den morder, der efterlader kvindelig i en krans af blomster og synger en hæs sang for dem.

”Goddag. Dette er jeres Kaptajn alias artikelforfatterens far (Henning, 70), der afbryder denne artikel med en anbefaling. Når det kommer til danske krimiforfattere, er Steffen Jacobsen en af de allerbedste. Hans plots er altid uforudsigelige, og en af de bøger, jeg havde sværest ved at ligge fra mig var ”Enhjørningen”. Her finder man et kvindelig i en plantage i Kalundborg, og det er tydeligt at hun er død på havet. Hun har ridset nogle tal ind i sit maveskind, som sin sidste handling. Det handler om en forsvunden violinist, barnløshed og desperate mennesker."

Tak til kaptajnen. Jeg tager ordet igen, så vi kan komme sikkert i havn. Bliv venligst siddende til den sidste anbefaling er i hus: ”Kvinden i kahyt 10” af Ruth Ware. Den handler om journalisten Lo, som ombord på et luksuskrydstogt ser en kvinde blive kastet overbord. Problemet er bare, at kvinden ikke er registreret som passager, og ingen savner nogen. Snart bliver Lo hvirvlet ind i et grusomt plot, hvor hun tvivler på sin egen dømmekraft. Ruth Ware er simpelthen så dygtig til at skabe karakterer og hendes setting minder mig om måden Agatha Christie arbejdede med lukkede miljøer på.

Pas på, når du løfter blikket fra denne artikel, da verden kan have ændret sig, mens du har været opslugt. Københavns Biblioteker håber, at du har haft en behagelig læsestund og vil vælge os igen, hvis du har brug for gode krimianbefalinger.
Og lige en sidste ting: Er du ikke allerede tilmeldt nyhedsbrevet om alle vores nyeste krimi-indkøb? Du kan gøre det på nedenstående link.

Vil du slå ihjel for en god krimi?

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Nye mordsager og nervepirrende thrillers"

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Nye mordsager og nervepirrende thrillers"