Kickstart din læsning: Redaktørernes 7 tips til gode læsevaner

25.01.21
Bibliotekets vane-coaches står klar med træningsprogram til foråret

Tekst: Naja Mottelson, Københavns Hovedbibliotek og Rikke Smith, Østerbro Bibliotek

Nyt år; nye læsevaner. Hvis du er som os på "Nyt på hylderne"-redaktionen, starter du trofast januar måned med ambitionen om at få læst mere – et forsæt, der måske synes desto mere akut i 2021, hvor fortsatte hjemsendelser, halv- og hel-lukkede institutioner og akut corona-udbrændthed giver det fredfyldte, henførte læseliv et glitrende skær af utopi. Hvis så, er du måske også som det flertal af os, som nu henimod januars slutning begynder at se med slukøret skepsis på nytårets optimisme. Men fandeme nej! Vi har kulegravet de bedste tips, tricks og indsigter fra redaktionens læseliv, og kommer her med syv gode bud på måder at få startet nye, stærke læsevaner i 2021 – og til enhver tid.   

Tip 1: Start langsomt op

Skal du tilbage i en god læserytme, er et godt tip at starte med at undgå moppedrenge. Selvom en bog på 500+ sider kan virke som en fed udfordring (og tiltale læse-egoet), så kan det lange, seje træk tage iveren fra den bedste i starten. I stedet anbefaler vi at vælge bøger på max 200 sider at starte på; herefter kan du øge sidetallet hen ad vejen. Vælg en genre, der tiltaler dig lige nu og her – det får også læsningen til at glide bedre.
 

Inspiration til korte hapsere

Mangler du inspiration til et par gode, litterære hapsere at starte på? Her kunne novelleformen være en mulighed. Læs med her på siden, hvor litteraturformidler Anja Brygman guider dig igennem novellens fortræffeligheder i artiklen "Smag for noveller". 

Læs artiklen "Smag for noveller" på bibliotek.kk.dk 

Tip 2: Læs (lidt) hver dag

I hverdagen er det ofte svært at finde tid til at læse, og man gemmer tit bøger til ferierne, hvor der er tid. Men sådan behøver det ikke at være. Prøv at klemme tiden ind til en smule læsning hver eneste dag – ikke af en hel bog eller kapitel; et par sider kan gøre det. Det får dig i gang og får dig ind i en god rytme, hvor læsningen kan finde sted i bussen, i køen til kassen i supermarkedet eller derhjemme ved spisebordet. 

Tip 3: Giv bogen en chance – men slå ikke knuder på dig selv

Hvad gør du, hvis du har begyndt en bog, men kæmper med at fastholde interessen? Krimiredaktør Rikke tilråder at give bogen en chance – inden for rimelighedens grænser. Hun skriver: ”Nogle gange er bogen ”langsom” i starten, men bøger har det med at udvikle sig, og her synes jeg, at 50 sider er en god regel at have i baghovedet.” Og fænger bogen ikke i længden – så drop den. Her byder Mikkel Christoffersen på bloggen Bogsnak ind med kærkommen syndsforladelse: ”Verden er propfuld af vidunderlige bøger, så hvorfor bruge din tid på én, du ikke kan lide? Det er spild af liv og tærer på læseglæden. [...] Hvis du har købt [en bog, red.] for alt for mange, gode beskattede danske kroner, så kast ikke god tid efter dårlige penge. Giv den til en ven, din chef eller din Tinder-date. Hjælp bogen med at finde sin rette læser.”
 

Tip 4: Spice it up

Det er med læsning som med ægteskaber (hører vi): fra tid til anden må man prøve noget lidt vovet for at holde magien ved live. Rutine dræber! Naturligvis er der intet i vejen med at vide, hvad man kan lide, men overvej fra tid til anden at tage en chance: stik tåen i vandet med en ny genre eller udtryksform, som ligger langt fra dit normale læsemønster. I sagens noble tjeneste har biblioteket lanceret serien ”Kom i gang med”, hvor genrefans guider dig til de tre værker, du kan starte med i mødet med en ny type litteratur.

Inspiration til læsekrydderiet

Du kan finde tips til at komme i gang med fx. tegneserier, krimi eller erotik i biblitotekets artikelsere "Kom i gang med" -- og mangler du fast, løbende inspiration til nye læseoplevelser står vi klar med nyhedsbreve som Nyt på hylderne, Litterær Luksus og Bag om København. 

Læs serien "Kom i gang med" på bibliotek.kk.dk (link)

Læs mere om Københavns Bibliotekers nyhedsbreve på bibliotek.kk.dk (link)

Tip 5: Listerlisterlisterlister! 

Enhver såkaldt ”Type A”-person derude vil nikke genkendende til dette: der er intet som en TBR-liste. TBR er en velkendt forkortelse i bogbloggeruniverset, og dækker såmænd bare over din ”To Be Read”-bunke af bøger, du vil læse i fremtiden – og det er en nyttig ting at have. Om det så er den betryggende overskuelighed, visheden om aldrig at løbe tør for læseidéer eller tilfredsstillelsen ved gradvist at kunne fylde en side (eller en app, eller en wordfil eller…) med små sirlige flueben er din TBR en ven og fortrolig i livet som kommende bogorm.

Prøv bibliotekets huskeliste

Vidste du, at der også findes en huskeliste-funktion her på siden og på bibliotekets app Biblioteket? På appen klikker du blot hjerte-ikonet, som vises ud for hver bogforside; på hjemmesiden knappen 'Tilføj til liste' , der vises til højre for bogens forside. Så gemmes bogen på din huskeliste, så du altid har den klar til at reservere eller låne. 

Tip 6: Øv dit læsetempo – og din fordybelsesevne vil følge med

Regelmæssig læsning øger dit tempo – og din fordybelse. Rikke skriver: ”Da jeg i sin tid startede min læsning op, læste jeg meget langsomt og det hæmmede min fordybelse. Men jo mere jeg læste jo hurtigere læste jeg og nu speedlæser jeg af og til bøger, når de fanger mig.”. Igen, din læsning skal foregå i dit tempo, og du skal ikke lade dig gå på af, at andre læser hurtigere: det er dig og din læsning det handler om. Men når du er kommet ind i et godt læsetempo og har fundet ud af hvornår på dagen, du læser bedst og længst tid, vil du opleve at din fordybelse og indlevelse styrkes – og det er her, læsningen virkelig kommer til sin ret.

Tip 7: Sharing is caring – del din læsning med andre

Læsning er på mange måder en privat beskæftigelse: alene med en god bog, en kop te og dine egne tanker. Men trods sine introverte kvaliteter kan læsning også være social: en måde at dele oplevelser, tanker og besættelser med ligesindede – og sådan en deling kan holde dig på læsesporet, når du først er i gang. For den digitalt sindede kan et online fællesskab som Goodreads.com være en god begyndelse. Her kan du oprette en ”læsechallenge” og sætte dig et mål for hvor mange bøger du vil læse, dele anmeldelser og modtage tips til gode bøger fra et stort, internationalt fællesskab af dedikerede læsere. For den mere traditionelle er håbet dog ikke ude! Alene i København findes en regnbue af traditionelle læseklubber, som mødes bl.a. på bibliotekerne for at diskutere læseoplevelser og holde hinanden til ilden. For tiden foregår læseklub-møderne online, men vi glæder os til at slå dørene op, når det igen er forsvarligt!
 

Find dit læsefællesskab

Bibliotekerne lægger rum til en bunke af læseklubber indenfor en regnbue af forskellige genrer og stilarter. Hvis du selv har en idé i maven til en ny læseklub, så hold dig ikke tilbage! Vi står klar med råd til, hvordan du kan starte din egen læseklub – derhjemme, på biblioteket eller online. 

Læs mere om Københavns Bibliotekers læseklubber på bibliotek.kk.dk (link)

Læs mere om, hvordan du kan starte din egen læseklub på bibliotek.kk.dk (link)

Det var syv af vores bedste bud på at komme godt i gang med gode læsevaner. God læsning, derude!